Konfirmation 2004: En festdag for hele familien

Konfirmationen er en stor dag for de unge. Derfor havde 13-årige Camilla Andersen også valgt, at hun ville fejre dagen sammen med sin familie ved en traditionel fest på Egå Marina.

Det er tidligt søndag morgen, da familien Andersen i Risskov står op for at gøre sig klar. Dagen er til gengæld også speciel, for familiens ældste datter, Camilla, skal konfirmeres i Ellevang Kirken.

»Jeg har glædet mig et helt år til denne dag. Lige siden vi var til mine to fætres konfirmation sidste forår,« fortæller den 13-årige konfirmand.

Konfirmationstøjet har også været købt i god tid.

»Vi købte tøjet for to-tre måneder siden. Jeg havde set det i et blad for Lily og vidste bare, at det var det, jeg ville have. Jeg har kigget på det rigtig mange gange inde i skabet, og det har været svært at lade være med at tage på.«

Sportspiger i pænt tøj

Ligesom Camilla Andersen har flere af pigerne fra hendes klasse, 7.b på Strandskolen i Risskov, fundet tøj til konfirmationsdagen i Lily. Derfor kan hun næsten heller ikke vente med at komme i kirke for at se de andre.

»Jeg har glædet mig rigtig meget til at være sammen med min familie i dag, men jeg glæder mig også vildt til at se de andre piger i pænt tøj. Vi er jo nogle sportspiger, der normalt går i cowboybukser. Drengene fra min klasse gider derimod ikke at gøre så meget ud af tøjet. De er sådan nogle skaterdrenge.«

I 7.B på Strandskolen i Risskov har de fleste valgt at blive konfirmeret. Derudover er der tre, der holder nonfirmation, og to, der ikke markerer dagen.

»Der er tre fra min klasse, der skal holde nonfirmation. Det har jeg ikke selv overvejet, for jeg har hele tid vidst, at jeg gerne vil være kristen.«

Tiden nærmer sig afgang fra familiens hjem i Risskov. Samtidig stiger antallet af sommerfugle i Camilla Andersens mave.

»Vi var til generalprøve i kirken i onsdags. Der var mange, der ikke kunne trosbekendelsen og Fader Vor endnu, men jeg havde lært dem udenad. Jeg har glædet mig endnu mere siden generalprøven, men nu er jeg nervøs. Jeg er bange for at snuble i kirken.«

Forrest i kirken

I kirken skal konfirmanderne sidder i rækkefølge efter deres efternavn. Camilla Andersen har derfor fået den forreste stol i kirken, hvor 10 familiemedlemmer kan sidde på bænken ved siden af.

»Jeg har også sommerfugle i maven, fordi jeg skal gå forrest op gennem kirken og sidde ved forreste bænk. Jeg er den, der skal rejse mig først, når vi skal op til alteret, og jeg har fået at vide, at jeg ikke må kigge mig tilbage for at se, hvornår de andre rejser sig. I stedet giver præsten mig et lille nik.«

En halv time inden gudstjenesten begynder i Ellevang Kirke kl. 9.30, tager Camilla Andersen af sted hjemmefra sammen med sine forældre og lillebror Christian. Samtidig ændrer himmelen sig, og regnen begynder at skylle ned over Risskov.

10 minutter efter ankommer familien til kirken. Regnen står ned i stænger, og Camilla Andersen er nødt til at løbe ind i kirken for ikke at blive for våd. Resten af familien følger efter, men i våbenhuset skilles deres veje.

Roser til kammerater

Mens forældrene mødes med andre familiemedlemmer, sørger Camilla Andersen sammen med pigerne fra klassen for at dele deres medbragte roser ud til hver enkelt klassekammerat. De fleste piger er i lange hvide kjoler af silke, mens to piger har valgt deres kjole i råhvid. Tre piger har derimod valgt en mere utraditionel konfirmationskjole. De har taget korte hvide nederdele på, hvortil de har hvide eller farvede gamacher inde under.

Modsat pigerne skiller drengene sig ikke ud blandt gæsterne i kirken på grund af deres tøj. Alligevel er de også delt i to grupper. De fleste drenge har taget habit på, mens to drenge er i mere afslappet stil.

Spændt mor

Kort tid før kl. 9.30 forsvinder de 21 konfirmander ud i et baglokale, mens familierne begynder at finde deres bænk. Camillas mor, Mette Andersen, sidder lidt uroligt på kirkens forreste bænk.

»Jeg har lidt sommerfugle i maven på Camillas vegne. Det er jo en stor dag. Det er vores første, der skal konfirmeres, så selv om det er vores tredje søndag med konfirmation, er i dag noget særligt for os.«

Kl. 9.29 skifter scenen i kirken fra et stort mylder til en følelse af venten. Alle har sat sig ned og kigger utålmodigt over mod døren, hvorfra konfirmanderne skal komme ud.

Præcis kl. 9.30 bliver døren åbnet. Præst Søren Jensen går i spidsen for konfirmanderne, der følger efter ham på to rækker. Camilla Andersen går lige bag præsten.

Hun ser lidt genert og meget koncentreret ud, da hun går ned mellem gæsterne i kirken.

Efter at være nået op gennem kirken uden at snuble sætter hun sig tilfreds ned på sin stol, hvor først hendes lillebror, Christian, hendes forældre og derefter hendes bedsteforældre sidder på bænken ved siden af.

Urolige konfirmander

Mens kirkegæsterne som første salme synger "I Østen stiger solen op", sidder konfirmanderne uroligt på deres stole. De virker til ikke at kunne vente på at skulle feste med familierne senere.

Efter anden salme går præst Søren Jensen på prædikestolen, hvor han taler om, at Gud giver sig tilkende uden at være til syne. Camilla Andersen lytter koncentreret med øjnene rettet mod prædikestolen, men ind imellem kigger hun rundt på de andre konfirmander. Hun ved godt, at det snart er tid til konfirmationsritualet, hvor hun skal være klar til at rejse sig.

Efter den tredje salme sker det endelig. Præst Søren Jensen stiller sig foran konfirmanderne.

»Jeg havde lovet jer solskin i dag. I morges skinnede solen, men pludselig blev det lyn og torden. Det har jeg ingen forklaring på, men så slemme har konfirmanderne da heller ikke været.«

Sammen med præsten beder konfirmanderne trosbekendelsen, hvorefter de i to rækker går op til alteret. Her stiller de sig i en rundkreds med alteret i midten.

Klart og tydeligt ja

Med sit efternavn er Camilla Andersen den første konfirmand, der skal knæle foran præsten. Klart og tydeligt kan familien høre hendes »ja«, hvorefter præst Søren Jensen læser et skriftevers op. Hver konfirmand har selv valgt deres vers, og for Camilla Andersen læser præsten et vers om en dygtig kvinde.

Da hver enkelt konfirmand har sagt ja til at blive konfirmeret, går konfirmanderne tilbage til deres plads. Konfirmationsdelen af gudstjenesten slutter, da de sammen med præsten beder Fader Vor.

Kl. 10.35 er gudstjenesten slut, og konfirmanderne forlader kirkerummet med præsten i spidsen for at komme tilbage med det samme. Den udendørs fotografering er blevet flyttet indenfor, fordi regnen stadig vælter ned over Ellevang Kirken.

Efter den opstillede fotografering er Camilla Andersen glad og lettet. Sammen med sin veninde Lærke går hun ud i våbenhuset for at hente sin bunke af roser fra klassekammeraterne.

»Det gik rigtig godt, men jeg var meget nervøs. Jeg var lige ved at falde, da jeg skulle knæle. Det var også dejligt at se de andre. Alle var så flotte, også drengene.«

Med kurs mod festen

Ude i våbenhuset er sedlen med navnet Camilla Andersen forsvundet sammen med bunken af roser.

»Det er garanteret min mor, der har taget dem allerede.«

Udenfor vil regnen ikke holde op. De mange gæster i kirken forsvinder hurtigt ind i deres biler for at komme i ly. Camilla Andersens forældre følger samme strategi.

Præcis kl. 11.00 kører bilen fra kirken med retning mod Egå Marina, hvor familien Andersen fra kl. 11.30 har inviteret til tre-retters-menu i restauranten.

»Vi skal heldigvis ikke selv sørge for mad. Det bliver dejligt bare at kunne nyde det,« siger Camillas mor, Mette Andersen.

På Egå Marina har serveringspersonalet sørget for drikkevarer, da de 35 gæster ankommer. Mens de forsyner sig og nyder udsigten over Århus Bugten fra første sal på Egå Marina, går Camilla Andersen straks i gang med at åbne gaver. Gavebordet er hovedsageligt dækket af kuverter, for penge har været øverst på ønskesedlen.

Gaven fra lillebror

Hun åbner først gaven fra sin lillebror. Han har valgt et sæt med en fingerring, et par øreringe og en halskæde i en enkel stil. Gaven falder lige i konfirmandens smag.

Da Camilla Andersen er færdig ved gavebordet, mangler der stadig at ankomme et par gæster. Hun har derfor god tid til at kigge på gaverne, inden hendes far byder velkommen, og hendes fest med familien kan begynde.

anne.reinholdt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.