Flere ofre melder sig til boligforening

Flere af de ofre, der i den seneste tid er blevet overfaldet i Gellerupparken, har frivilligt henvendt sig til Brabrand Boligforening for at hjælpe med at fremskaffe navne på overfalds-mændene.

Brabrand Boligforening er nu kommet et godt stykke videre i jagten på navnene på de otte unge gerningsmænd, der indtil nu har erkendt at stå bag den seneste tids røveriske overfald på beboere i Gellerupparken.

Efter at det kom frem, at ofrene i sagen kan få navnene udleveret ved politiet, hvis de har et erstatningskrav mod gerningsmændene, har flere ofre henvendt sig til boligforeningen.

»Vi havde kun kendskab til ét offer, men nu er der flere ofre, der har henvendt sig, og de vil gerne hjælpe os i sagen,« siger formand for Brabrand Boligforening, Jesper Pedersen.

Blandt de ofre, der har meldt sig er en ældre svagelig mand og en kvinde, der er blevet overfaldet fire gange, senest i hendes egen opgang.

Synd for ofre

»Det er selvfølgelig synd, at de mennesker skal bruges i dette sagsforløb, da de allerede har lidt så meget, men når nu lovgivningen er sådan, er det den eneste måde, hvorpå, vi kan få stoppet røverierne,« siger Jesper Pedersen.

I øjeblikket modtager de ofre, der har meldt sig til boligforeningen advokatbistand fra boligforeningens advokat.

»De skal ikke stå alene med det her, så de bliver klædt på, så godt som muligt, så derfor giver vi dem den hjælp, de ønsker at få,« siger Jesper Pedersen.

Han er glad for udviklingen, der betyder, at sagerne om udsmidning af de kriminelle familier ikke længere står i stampe, som det var tilfældet i sidste uge.

»Nu sker der en bevægelse. Hvor hurtigt det komme til at tage kommer an på, hvordan politiet behandler anmodningerne fra ofrene,« siger Jesper Pedersen.

Århus Politi har indtil nu optrævlet omkring 20 røveriske overfald i Gellerupparken, begået i den seneste tid af en lille gruppe på otte unge, hvoraf flere er under den kriminelle lavalder.

Tre af de sigtede sidder varetægtsfængslede i sagen.

Brabrand Boligforening har bebudet, at så snart, man har fået dokumenteret, hvem de otte unge er, vil deres familier blive smidt ud af deres lejligheder med henvisning til lejeloven.

pernille.ammitzboell@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen