Sol, hygge og sport

Rækkefølgen er helt bevidst. De tre ovennævnte ord viser præcis, hvad der foregik og hvad der var vigtigt for sportsdagen på Handelshøjskolen i torsdags. 250 studerende var aktive, og Stud.århus sad med på første række med en fad og en fransk.

20 fodboldhold, fem baskethold og seks volleyballhold dystede fra solens stråler brød frem, og til strålerne var på vej ned bag træerne ud mod Ringgaden.

"Team udeblevet", "Mølbys udvalgte" og "Prut to pille in" var alle med, og der blev kæmpet på bedste vis. Tilskuere var der nok af og en af dem fangede vi fra morgenstunden.

»Et arrangement som dette er helt fantastisk. Det er godt til at understrege, at livet ikke kun er fagligt indhold, men også socialt samvær,« siger rektor Jan Beyer Schmidt-Sørensen, der holdt åbningstalen for arrangementet.

»Så må vi se, om vi kan få underviserne med på at stille hold næste år,« tilføjer han.

Om det ønske går i opfyldelse, må vise sig, men der er ikke tvivl om, at arrangør Morten Søndergaard fra ASB-Sport, var ovenud tilfreds med dagen.

»Vi har måttet afvise adskillige hold for tilmelding, så interessen for dagen har været helt overvældende, allerede inden vi startede. Og i dag har der været godt med tilskuere hele dagen, så det er jo perfekt,« fortæller den glade arrangør.

En anden - men mindre begejstret - deltager i dagen, Morten Povlsen beretter:

»Vi er røget ud af dagens dyst, og nu er der ingen tvivl om, at der skal rulle hoveder,« smiler den unge mand, der har været anfører for "Team udeblevet".

»Dagens arrangement er helt i særklasse. De fleste er vilde med arrangementet, fordi det er chance for at være sammen i lidt andre rammer, end man er vant til. Kombinationen af øl, cheerleaders og fodbold tiltaler de fleste, og jeg er helt sikkert med næste år,« siger han.

Trækplastre er der nok af. Billige fadøl, franske hotdogs og ikke mindst cheerleaders fra Århus Tigers, der sørger for opløftet stemning til finalen.

Ikke desto mindre fik man fra morgenstunden den dejlige følelse af sommer og hygge som kun kan findes på en plæne i Danmark. Om det er en Open Air-koncert eller en fodboldturnering, stemningen er den samme - og næste år sidder fotografen og jeg på første række med en fransk og en fadøl i hånden!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen