Ny S-formand kåres i aften

32-årige Morten Pless forventes mandag aften at blive ny fællesformand for Socialdemokratiet i Århus efter 14 år med Erik Houmann Sørensen ved roret.

Alt tyder på en regulær kåring af den 32-årige Morten Pless som ny fællesformand for Socialdemokratiet i Århus i aften i Århus Kongreshus.

Ingen modkandidater har meldt sig, siden formanden gennem 14 år, Erik Houmann Sørensen, den 5. april meddelte forretningsudvalget, at han af helbredsmæssige grunde trækker sig tilbage som formand og pegede på forretningsudvalgets sekretær, Morten Pless, som sin afløser. Og man forventer heller ingen modkandidater.

»Vi har ikke hørt om nogen, der stiller op,« siger pressesekretær og medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg Jacob Hansen.

Den ledige plads i partiets daglige ledelse forventes besat af Jette Buus Gravesen, som i dag er kredsformand i partiets nordkreds og suppleant til forretningsudvalget.

Heller ikke til den post er der på nuværende tidspunkt modkandidater.

Sejrsikkerhed præger også den handlingsplan for partiets valgkampagne frem til kommunalvalget i november 2005, som Morten Pless som sekretær netop har stået i spidsen for at udarbejde.

"Valgsejr 2005" er titlen på handlingsplanen, og den sejrsikkerhed skal den nye fællesformand nu kanalisere ud i alle hjørner af det store parti med 26 partiforeninger, fire kredse og en lang række udvalg og grupper.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen