De sidste døgn på Dokken

Et skibsværft er som en levende organisme. Det trækker vejret. Nogle suges ind, andre pustes ud. Sådan har det været i hele Flydedokkens levetid. Denne gang er situationen mere alvorlig. Livet siver langsomt ud af byens stolte skibsværft.

Det er torsdag aften. Lyset brænder stadig i direktørkontoret på Aarhus Flydedok. Fra vinduerne på administrationsbygningens øverste etage er der frit udsyn til den cementgrå havnekaj, kranerne og det mørke vand, der siden 1945 har båret nybyggede skibe ud af dokken. Bort fra byen. Ud i verden.

Fredag kan det være historie. Dokken har økonomisk slagside. Banken har sagt stop.

»Vi har én chance mere. Der er ét skud i bøssen.«

Fra kontorstolen bag det slidte skrivebord runger Arne Pedersens dybe stemme ud i hjørnekontoret og rammer den palisanderbeklædte endevæg. Han er en sværvægter. Både fysisk og i erhvervssammenhæng. Stolen har været hans, siden han for syv år siden kastede sig ud i sit livs største udfordring som administrerende direktør i den usikre værftsbranche. En branche, hvor kriser og økonomiske rutsjeture i mange år har været en del af dagligdagen. Værftslukninger har ramt Nakskov, Helsingør og B&W i København.

Det drejer sig om byens næststørste arbejdsplads. Det drejer sig om 800 menneskeskæbner. Det er torsdag den 25. februar 1999. Det er nu eller aldrig for Aarhus Flydedok.

*

Det spidser til i kantinen. Torsdag er fast øveaften. Fire måneders arbejde for revyholdet skal kulminere til premieren næste lørdag. Tekst og musik skal finpudses. Årets Dokrevy tegner til at blive én af de bedre. Der er bid i teksterne, budskaber mellem linjerne.

Arbejdsmand Villy Andersen har skiftet palleløfter ud med harmonika. Til daglig står han på Dokkens lager - værftets knudepunkt for informationer. Her udveksles nyheder og rygter hen over disken sammen med stål, bolte og byggematerialer. Og rygtebørsen er varm som en svejseflamme i øjeblikket. Medarbejderne er nervøse. Villy kan mærke det. Også på sig selv. Der er uro at spore bag de brune øjne. Tunge tanker roterer under de sorte krøller. Små problemer blandt kolleger bliver til store skænderier. Hele ugen har ledelsen holdt møder i København. Nye advokater er spottet på pladsen.

»Hva' fanden sker der?« »Er der problemer?« »Der er nok nye ordrer på vej fra udlandet.« »Lukker vi eller hva'?« »Et det rigtigt, at A.P. Møller skal overtage os?« »Og hvor er direktøren? Vi hører ikke en skid.«

Der er travlt på lageret. Nybygning 232 skal gøres færdig til på lørdag.

Det er 22 år siden, at en kammerat fik unge Villy med ind i Dokkens verden som brandvagt. Lige siden har sammenholdet og den helt specielle stemning og jargon holdt ham fanget på værftet, hvor han har båret arbejdshjelm i de fleste farver: kranfører, sprøjtemaler, sandblæser, stilladsarbejder. Dokken er omdrejningspunktet i Villys liv.

De fleste af dommedagsprofetierne preller af på arbejdsmanden med de tatoverede arme. Han har prøvet turen før. Alligevel er der noget, der denne gang får kollegernes nervøsitet til at smitte mere end normalt.

Villy er blevet ældre. En dåbsattest fra 1956 er ikke det bedste udgangspunkt for at finde nyt job. Samtidig døjer han med en rygskade efter mange års hårdt fysisk arbejde. Derfor blev han overflyttet til lageret i 1991.

Især ét skib dukker frem i hukommelsen, når ryggen sender smerte ud i kroppen: "Trekroner" - knap 200 meter langt. På en arbejdsdag kunne de hurtigste folk nå at sprøjte 1.200 liter maling på skibssiden. Med den fire meter lange malerstang, der tvang kroppen ud i skæve vrid og akavede stillinger. Det var også dengang, at støv fra asbest og dampe fra epoxymaling blev klaret med en klud om munden og vaseline i ansigtet. "Arbejdsmiljø" er først for alvor blevet optaget i værftsordbogen sidst i 1980'erne.

Begrebet "økonomisk krise" har stået i bogen i mange år. Villy kender alt til de danske værfters svære økonomiske situation efter nedskæringer i statsstøtten op gennem 1990'erne. Værfter i andre lande kan bygge langt billigere.

»Bare se på Asien og de baltiske lande.« Den sang hører de, hver gang ledelsen kræver højere effektivitet.

Det kan da godt være, der skal spares igen, men en total lukning eksisterer slet ikke i Villys hoved. Dokken kan ikke dø.

I stedet fokuserer han på revyen, der traditionen tro er medarbejdernes grovkornede talerør. Han koncentrerer sig om harmonikaen og samspillet med de andre af revygruppens musikere. Alt skal klappe for Villy, Anette, Martin, Marianne, Anton og de 20 andre.

Der er ni dage til årets fest.

*

Alt er gået galt.

Så kort og præcist lyder meldingen fra bestyrelsesformand Georg Poulsen, da han rystet fremlægger årsregnskabet for Aarhus Flydedok A/S. Det viser et uventet stort underskud på 133 millioner kroner.

Det er 16. december 1998.

Tillidsmand for Dokkens arbejdsmænd Per Monnerup er netop blevet valgt ind i aktieselskabsbestyrelsen som medarbejdernes repræsentant. Han er lige så rystet som den tidligere forbundsformand i Dansk Metal. Hvordan kunne det gå så galt?

En øl dulmer uroen i kroppen, da han sidder i toget på vej hjem mod Århus. På bestyrelsesmødet i København er det blevet besluttet at afskedige 190 kolleger som led i en redningsplan. Ikke lige den debut i bestyrelsen, Per Monnerup har drømt om. Siden han kom til Dokken i 1985, har det fagpolitiske arbejde interesseret ham. Med over 20 års anciennitet i partibogen hos Socialistisk Arbejder Parti piner det ham at skulle være med til at fyre gode kammerater.

Men der var ikke andre muligheder. Intet alternativ. Bestyrelsen i et aktieselskab er ikke noget demokratisk organ.

En ordre på syv køleskibe til Ruslands største fiskekoncern, Dalmore Products i Vladivostok, har kostet værftet 81 millioner kroner i år. Hvad der tegnede til at blive en succeshistorie, er endt som en dyr farce. En fejlslagen fiskesæson og Ruslands økonomiske krise betød, at finansieringen endte i kaos. De sidste skibe kan ikke leveres. To færdigbyggede "russere" har det seneste år ligget til kaj i Århus for værftets egen regning. Som dystre symboler på det russiske eventyr, der har tvunget Aarhus Flydedok i knæ.

Samtidig har værftets tætte relationer til Nordsøværftet i Ringkøbing kostet dyrt. Aarhus Flydedok stod som juridisk ansvarlig for en ordre på italienske kemikalieskibe, der blev delt mellem de to værfter. Da værftet i Ringkøbing kollapsede, blev skibene flyttet til Århus og trak fejlkonstruktioner og et tab på 50 millioner kroner med sig i kølvandet. De ekstra skibe ødelagde produktionsrytmen, og dyre underleverandører måtte bygge færdigt.

De fejlslagne projekter og det dårlige årsregnskab har tvunget værftets bank og investorer til at åbne pengekassen og indskyde ny kapital for at redde værftet. Som storaktionær har Lønmodtagernes Dyrtidsfond skudt ekstra 30 millioner kroner i Aarhus Flydedok. Værftets bankforbindelse, BG Bank, er gået med til at afskrive en gæld på 100 millioner kroner og konvertere den til ansvarlig lånekapital. Ifølge aftalen garanterer banken desuden en langsigtet finansiering af værftets skibsbyggeri. BG Bank tror på de fremlagte budgetter. Nu skal Aarhus Flydedok bevise, at den kan blive en fornuftig forretning.

Der ryger en øl mere ned i toget på skinnerne mellem landsdelene. Endnu en Prince gløder mellem læberne under det lyse overskæg. Per Monnerup er splittet. Splittet mellem bestyrelsesmedlemmet Per Monnerup og arbejdsmanden Per. Ingen af kasketterne passer rigtigt. De andre tillidsmænd roser ham ellers for at være god til at kommunikere med ledelsen. Den intellektuelle værftsarbejder. Uddannet historiker fra Aarhus Universitet. Nødstedt på Dokken på grund af arbejdsløshed blandt gymnasielærere. Indfanget af stemningen. Det fagpolitiske arbejde. Og sammenholdet.

Afskedigelserne er frygtelige for kollegerne på pladsen. Og så lige op til jul. Gennem årene har Per Monnerup som tillidsmand været med til at udkæmpe utallige kampe for forbedringer af arbejdernes vilkår. Med kollegerne i ryggen.

På den anden side må han anskue tingene fra den højeste kran på havnen. I det store perspektiv. Der skulle noget drastisk til for at sikre værftets overlevelse.

Den gamle historie om arbejderne på Flydedokken, der strejker mere end de arbejder, er ikke kommet ud af ingenting. Også selv om strejkerne er blevet markant færre i det seneste årti. Og han ved alt for godt, at arbejdernes ypperste våben ikke virker denne gang. Tværtimod. Det er pengene, der bestemmer.

Men der er tændt et lys for Aarhus Flydedok. Nu gælder det om at få flammen til at vokse.

*

Lyset er slukket i kantinen. Det er sent torsdag aften. Revygruppen er gået hjem. På etagen ovenover sidder direktøren stadig i sin stol. Håret er uglet. Skjorten hænger ud over bukserne. Der er kun gået to måneder, siden december-redningsplanen blev vedtaget i København, men BG Bank er uventet ved at trække sig ud.

Banken er ikke tilfreds med resultaterne. Det nye budget er allerede skredet. Nye udgifter er dukket op. Banken tør ikke længere løbe risikoen, og trods ihærdige forhandlinger er det ikke lykkedes ledelsen at redde Aarhus Flydedok ud af farezonen. Konkursen er faretruende nær.

Det har været en lang uge for direktør og bestyrelse. Møde har afløst møde - med BG Bank, investorer, bestyrelse og tillidsmænd. Humøret har svinget fra time til time. Fra optimisme og håb til tvivl og afmagt. De har prøvet alt. Selv skibsreder Mærsk McKinney-Møller har fået en opringning fra værftets bestyrelse. Uden resultat. A.P. Møller kommer ikke Dokken til undsætning. Forsøget på at finde en anden bankforbindelse end BG Bank er også kuldsejlet.

Arne Pedersen forstår ikke, at banken vil bakke ud. Det er dybt urimeligt, hvis værftet ikke får en chance for at vise resultater. To måneder er ikke den langsigtede finansiering, de blev lovet. To måneder er ingen chance. Flere af værftets tiltag skal have længere tid til at virke. Den nyansatte produktionschef er ikke engang tiltrådt endnu.

I dag har BG Bank fået det sidste udspil. Værftet har bedt banken om at få et halvt år til at bevise, at der er fremtid i at bygge skibe i Danmark - og i Århus.

Arne Pedersen tror inderligt på den spinkle chance. For at købe værftet mere tid. For at undgå den truende konkurs.

»Der er en åbning. Vi mangler kun 9 millioner for at kunne bygge videre.«

Arne Pedersen kigger op.

På den anden side af det mørke skrivebord sidder Per Monnerup og hans tillidsmandskollega. Hvis redningsaktionen skal lykkes, er det essentielt, at medarbejderne er med på ideen. At de vil være fleksible. Hvis det lykkes at få planen ført ud i livet, kommer det til at koste arbejdspladser. Til gengæld vil det være værftets egne folk, der skal bygge. Ikke underleverandører.

Det sidste, værftet har brug for nu, er uro blandt "soldaterne" på pladsen. Derfor har tillidsmændene holdt møder med direktøren på hemmelige steder i byen. På Marselisborg Lystbådehavn og på banegården.

Direktør og tillidsmænd har et godt forhold til hinanden. De har haft deres kampe, men grundlæggende er de enige om det meste.

Fra kontorhylden på væggen griber Arne Pedersens store næve om den blanke sabel, som han fik af kontreadmiral Mejdal i 50-års fødselsdagsgave for lidt over tre år siden. Arne Pedersen ynder at have det gamle våben i hånden, når der skal gives ordrer på direktionsgangen.

»Jeg har aldrig tabt en kamp. Jeg vil heller ikke tabe denne her,« udbryder han energisk og fægter ud i luften. På trods af træthed og udmattelse. Adrenalin og spænding holder ham kørende. Sådan har det været lige siden skoletiden. Følelserne kommer først bagefter. Lige nu drejer det sig om at redde forretningen. Om at være professionel. Tallene på papirerne er stadig kun tal. Hvis han sætter ansigter på, bliver det hele så uvirkeligt og meningsløst.

De tre mænd ser på hinanden. De er klar til at kæmpe. I morgen bliver det afgjort. Bestyrelsesformand Georg Poulsen vil holde dem underrettet om bankens beslutning.

Så bliver der mørkt på direktørens kontor.

*

Det er D-dag. Dokkens dag. Det er fredag. Det er altid fredag, når der er problemer på Dokken. Det er altid op til weekenden, at ordrer annulleres, og fyresedler hænger løst. Per Monnerup er mødt tidligt. Tillidsmænd, mestre og sjakbajser er indkaldt til pepmøde. Per Monnerup forsøger at overføre sin egen kampgejst til kollegerne. Han tror stadig på det. Hvor ofte har de ikke stået i krise og pludselig fået en skibsordre eller en færge til reparation, uden at nogen vidste det på forhånd?

»I bliver nødt til at sige til folkene, at nu skal der kraftedeme arbejdes.«

»Nu skal vi fandeme have det til at køre.« »Nu må vi holde sammen.«

»Hvis tingene falder på plads, skal alt køre optimalt fra på mandag.«

Efter peptalken er kun ventetiden tilbage. Dokken afventer BG Banks endelige svar. Per Monnerup går tilbage til kontoret, men skynder sig hurtigt ud igen.

Han kan ikke længere holde ud at sidde bag ruderne uden føling med stemningen blandt folkene. Så hellere gå ned på pladsen og tage øretæverne. Han ved, at samtlige tillidsmænd i afdelingerne er under beskydning. Han begynder sin runde ovre ved stilladssjakket. Så er det værste overstået. De ved altid, hvordan stemningen er på værftet. De kommer alle steder.

»Lukker vi eller hva'?« Spørgsmålet rammer Per Monnerup for hvert skridt, han tager.

»Nej, ikke lige nu,« er det eneste, han kan sige.

Sidst på formiddagen giver Per Monnerups mobiltelefon endelig lyd fra sig.

Der er møde på direktørkontoret. Han skal stille med det samme.

*

Arne Pedersen og resten af den daglige ledelse er samlet, da Per Monnerup træder ind.

Direktøren ser sine medarbejdere lige i øjnene.

»Om lidt ringer Georg Poulsen og siger, at der ikke er noget at gøre.«

Kort efter er bestyrelsesformanden igennem på en linje fra sin villa ved Ålsgårde i Nordsjælland. »Desværre,« siger formanden. BG Bank har sagt endegyldigt stop. Konkursen er uundgåelig.

Per Monnerup er chokeret. Hvad sker der?

Hurtigt bliver chok afløst af vrede. Hvad fanden ligner det, at dén mand - bestyrelsesformanden - bare ringer for at meddele, at Dokken er gået konkurs. Georg Poulsen burde sgu da have været der selv. Flere af de andre har det på samme måde.

Resignation rammer lokalet. Deres fælles projekt er taget fra dem. De kigger på hinanden.

»Det er fandeme ærgerligt. Det er unødvendigt. Det er urimeligt,« lyder det. Der nikkes samstemmende.

Per Monnerup ser ned på kollegerne, som uvidende arbejder videre nede på pladsen. De har alle Dokken i blodet, men aner ikke, at virksomheden efter lang tids sygdom er ramt af hjertestop.

Konkurspapirerne kommer på bordet. Som bestyrelsesmedlem skal Per Monnerup skrive under. Han sætter sin underskrift som den sidste.

Arne Pedersen pakker papirerne sammen. Få minutter senere forlader direktøren Flydedokken med hvin fra dækkene på den blå Mercedes. Bilen har kurs mod skifteretten. Konkursbegæringen. Og nederlaget.

Arne Pedersen kan ikke lide at tabe. Har aldrig kunnet lide det. Vil aldrig komme til det. Da den unge dommerfuldmægtig lægger konkurspapirerne på skranken, stirrer direktøren nederlaget direkte i øjnene. Så skriver han under. Rolig og uden at ryste på hånden.

*

Klokken nærmer sig 14, da værftsarbejderne samles i kantinen. Skibsbyggere, malere, arbejdsmænd, maskinarbejdere, kranførere og funktionærer. Intetanende, men spændte fylder de rummet. De er kaldt til informationsmøde, men kender ikke dagsordenen. Mange er optimistiske. Har direktøren mon fået en ny stor ordre med hjem, som rygterne har fortalt? Eller er betalingen for russerskibene endelig gået igennem?

Lidt over to er Mercedesen tilbage. Konkurspennen blev ført med sikker hånd, og Arne Pedersen ved, hvordan man holder facaden. Indvendigt roder det. Men han vil selv overbringe den triste nyhed. Medarbejderne skal have mulighed for at give ham skylden, hvis de vil. Arne Pedersen føler sig vellidt blandt værftsarbejderne, selv om han ved, at de har savnet at se ham noget mere nede på pladsen. Det er bare ikke hans stil, og han har været nødt til at rejse meget for at hente ordrer hjem. Men direktøren føler, at han kan se sine medarbejdere i øjnene. Han har gjort, hvad han kunne.

Arne Pedersen går op ad trappen. Løber spidsrod gennem den propfyldte og tilrøgede kantine.

Han stiller sig ved mikrofonen, så alle kan høre ham. Kun halvdelen kan se ham i det todelte lokale, der gennemskæres af køkkenet. Beskeden i højttalerne er kort, men ikke til at misforstå. Herefter tager advokaterne over med det praktiske. Alle skal komme til informationsmøde mandag morgen. Arne Pedersen hører ikke længere efter. Der er heller ikke noget at høre. Der er stille. Helt stille.

Som et menneskeligt tusindben forlader arbejdshjelmene kantinen. Én efter én forsvinder folkene ned ad trappen til omklædningsrummene. Stålskabene skriger, da de bliver lettet for værdigenstande og de vigtigste personlige ejendele. I portvagten vokser stablen af id-kort støt. Plastickort med billeder af mænd, der smiler, stirrer eller kigger sammenbidt frem. Lyden af metal mod metal spiller postludium, da hundredvis af arbejdsnøgler rammer den opstillede spand.

Udenfor venter kamerahold og journalister.

»Er der stadig håb for Dokken?« vil medierne vide.

Øjnene er triste. Brillerne hænger tungt på Arne Pedersen.

»Man skal aldrig opgive håbet, men jeg har svært ved at se det. Vi har forsøgt alt. Alt. Dag og nat,« lyder det opgivende fra direktøren.

Per Monnerups stemme knækker næsten over, da det bliver hans tur. Han snøfter stille under den grå hjelm og skutter sig i den blå kedeldragt med den matchende halsklud. Taler om en tragedie. Gløden i øjnene er forsvundet bag de mørke briller. Alligevel tror han på, at der stadig kan findes en løsning. Måske ønsketænkning. Men det skubber virkeligheden lidt væk. Han har beholdt sin mobiltelefon fra værftet. Hvis der bliver brug for ham, er han kun et opkald borte. Han kan hurtigt samle arbejdsstyrken igen.

Bag ham fylder den vandrende menneskehær hele Balticagade. Med termokander og madkasser under armene trasker værftsarbejderne ud ad vejen. Væk fra Dokken. Væk fra havnen og skibene. Bare væk. Selv den farvestrålende andrik i Dokkens logo stirrer tomt ud i luften.

En rød Ford Escort kører imod strømmen. Bag rattet sidder Villy. En fortjent fridag er brutalt blevet afbrudt, da hans 15-årige søn Morten ringede.

»Far, er det rigtigt, at du er blevet fyret? Det siger de i radioen,« lyder det simple, men overrumplende spørgsmål. Kort tid efter kommer konen hjem. Hun har hørt det samme fra naboen. Villy starter Escorten på Trøjborg med kurs mod Dokken.

De fleste er forduftet, da arbejdsmanden når bommen, men en gruppe maskinarbejdere er der endnu. De har vekslet sækkevis af tomme colaflasker til øl hos den lokale købmand. Værftsarbejderne har i mere end fem år haft forbud mod at drikke alkohol på arbejdet. I dag gælder ingen regler. Humlen løsner op for både stemmebånd og stemning.

I kantinen holder samaritterklubben forsinket julefrokost på trods af konkursen. Villy bærer sine revyinstrumenter ud i bilen, så de ikke bliver beslaglagt. Så sætter han sig op i kantinen. Resten af aftenen hyldes ind i en uvirkelig tåge.

Mens mørket falder på, forlader Arne Pedersen pladsen som en feltherre på retræte. Fra den ene arm hænger sablen slapt mod jorden.

*

Normalt er der orkester, røde pølser og klapsalver, når værftet skal sige farvel til et færdigbygget skib.

Men ingen er i festhumør lørdag på Dokken - dagen efter konkursen. Heller ikke vejret. Regndråber laver små ringe i vandpytterne, mens Århus Bugt gør klar til at tage imod "Isola Corallo". Nybygning 232 er færdig. Et stort, rødt kemikalieskib med kurs mod Italien.

Skibet bliver løsnet fra fortøjningerne. Manden under skibet banker den sidste kile ud og skynder sig væk. "Isola Corallo" glider stille ned ad trærampen og videre ud i vandet.

Der er rynker i de furede ansigter hos de mange værftsarbejdere, som er mødt op med blanke øjne. De ser tavse til. Stoltheden over endnu en gang at have forvandlet stålplader til skib kan ikke skjules. Midt i mængden står borgmester Flemming Knudsen. Med mobiltelefonen til øret. I et sidste desperat forsøg ringer han til skibsreder Jess Søderberg i A.P. Møller. For at bede om hjælp. Forgæves.

Væk fra kajen - inde på værftsområdet - har printerne på personalekontoret gennem det seneste halve døgn arbejdet på at udskrive de mange hundrede fyresedler. Ark efter ark bliver lagt i printeren og kommer ud igen påført skæbnesvanger sort skrift. Taxaer vil i løbet af dagen køre opsigelserne ud og returnere dem med underskrift.

Virksomheden har ikke råd til at betale løn for mandag.

*

Dokken er død, da Villy møder tirsdag morgen klokken syv. Sammen med ni andre er han blevet udpeget til at rydde op på værftet. Væk er den spruttende ild fra svejsere, lyden af kørende kraner og den sædvanlige støj fra højrøstede mænd. Tilbage er stilheden, som sniger sig ind fra alle sider. Tomheden og fornemmelsen af død. Det er lige til at blive syg og deprimeret af.

Han anede ikke, at man kunne savne larm.

På informationsmødet mandag fik alle besked på at rydde omklædningsrum og værksteder for alt personligt, inden de blev registreret. Af a-kasse og arbejdsformidling.

T-shirts, sko og andre ejendele forlod værftet i sorte sække på ryggen af brede skuldre. Fra i dag har kun oprydningsholdet adgang til området.

Meget er stadig tilbage. Omklædningsrummene minder om en bunker forladt i hast under fjendens erobring. Tøj ligger smidt i uordentlige dynger. I stålskabene ligger stadig halvtomme shampooflasker, sure underbukser og gamle pornoblade. Kaffekrus hænger stadig klar på skabskrogene. Villy forsøger at skabe orden i kaos. Det meste ryger ned i store containere. Oprydningsarbejdet tager tid.

Det værste er frokostpauserne. Villy sidder i den tomme kantine sammen med en kollega og savner den grovkornede humor. Først nu går det helt op for ham, at Dokken er rigtig død.

*

Den store projektør oplyser midten af scenen i kongreshusets store Aarhus-sal.

Tæppet går langsomt til side, og bagtæppet kommer til syne. Som taget ud af et eventyr. En flydedok, der sejler ud i vandet mod den lavarøde solnedgang. En hvid livline, der fastholder værftets spinkle forbindelse til kajen.

De næsten 500 fremmødte - værftsarbejdere med og uden påhæng - er i festtøjet denne lørdag aften, 6. marts 1999.

Efter lange overvejelser har revyholdet besluttet sig. Den sidste Dokrevy skal gennemføres. Revygruppen har haft travlt med at skrive en del af teksterne om efter konkursen. Luften er fuld af spænding og anspændthed. Nogle snakker lystigt, som var intet hændt. Andre udveksler tavst omfavnelser eller håndtryk.

Villy styrer orkesteret. Per Monnerup sidder blandt publikum. Men én person mangler: Arne Pedersen ligger hjemme og plejer en influenza. Det er i hvert fald den officielle forklaring. En anden side af sandheden er, at Arne Pedersen frygter sin egen følelsesmæssige reaktion. Direktøren ønsker ikke at bryde sammen foran sine tidligere medarbejdere. Derfor holder hans Mercedes fortsat parkeret uden for villaen i Højbjerg. Trods fraværet får Arne Pedersen bifald for sin indsats i de sidste hårde måneder.

Revyen går i gang. Teksterne er grove. Små og store stikpiller til mestre, sjakbajser, ledelse og investorer.

»BG Bank. De tjente millioner, vi andre blev sat fri. Det var tæt på, at vi fik vendt skuden. Det var fandens trist, at vi ikke fik tid.«

Der er ingen tvivl om, hvem de fyrede værftsarbejdere opfatter som den helt store skurk. I medierne har de fulgt den samme debat hele ugen. Storaktionæren Lønmodtagernes Dyrtidsfond beskylder BG Bank for løftebrud, fordi banken trak sig ud for tidligt. BG Bank forsvarer sig med, at forudsætningerne for den indgåede december-redningsplan ikke længere var til stede.

Men konkurs eller ej. Lørdag skal være en festaften.

Revyen fortsætter med kærlige små lussinger tilsat humor og selvironi. Fem kvinder istemmer nummeret "Fyr' sedler, fyr' sedler", og straks regner dusinvis af fiktive fyresedler som papirflyvere ned over publikum.

»Det er med beklagelse, at vi må meddele dig din opsigelse med nul dages varsel. Du bedes forlade værftet straks,« lyder beskeden på gråt papir. Blot en uge efter at taxachauffører kørte fra dør til dør med de nyprintede fyresedler på sæderne.

Revyen nærmer sig sin afslutning. Granvoksne mænd bliver til små drenge med blanke øjne, da "Hvor er Dokken dog skøn" bliver fremført til tonerne af Louis Armstrongs "What a wonderful world".

Store arbejderhænder sender lightere højt til vejrs under Kim Larsen-sangen "Om lidt" - med særligt komponerede doktekster. Villy Andersens melankolske harmonika får store kroppe til at svaje stille fra side til side i mørket. Mens 12 håndholdte stearinlys lyser op som små ildkugler på scenen.

Revyholdet bukker. Publikums taktfaste klapsalver runger i salen. Fortsætter og fortsætter. En af de kvindelige medvirkende bryder sammen i gråd. Sidste nummer, sidste revy og sidste aften med kliken.

»Sidste mand lukker og slukker,« lyder det fra den mørke scene.

jpaarhus@jp.dk

Denne artikel er skrevet på baggrund af arkivmateriale og grundige interviews med medarbejdere, tillidsmænd, ledelse og andre personer, der har haft berøring med Aarhus Flydedok før, under og efter konkursen.