Fodbold: AGF kan ikke hente spillere
AGF kan ikke skrive nye kontrakter, før klubben får tilført ny egenkapital. Aktieudvidelsen kan først falde endeligt på plads i det nye år.
Det bliver ikke før jul, at AGF henter Tobias Grahn, Peter Graulund eller andre nye spillere til Århus. I hvert fald ikke, hvis klubben skal vente på, at den forestående aktieudvidelse falder på plads. AGF kan i øjeblikket slet ikke agere aktivt på transfermarkedet, fordi klubben er bundet på hænder og fødder med en egenkapital, der er for lille til at skrive nye kontrakter. Det var derfor, man ikke kunne købe Tobias Grahn fri i Malmö FF.
Det tager tid, før pengene reelt er i kassen, også selvom klubben allerede i dag, ved den ekstraordinære generalforsamling, kan præsentere en række investorer, der er villige til at skyde midler i klubben.
Formalia ved den slags aktieudvidelser tager tid.
Der skal blandt andet udarbejdes et prospekt, som Fondsbørsen i København efterfølgende skal have 10 arbejdsdage, såkaldte børsdage, til at kommentere. Det vil næppe kunne nås at få det hele på plads i dette kalenderår.
Andre muligheder
»Det er korrekt, at hvis aktieemissionen skal køre slavisk, så vil egenkapitalen først være genetableret i januar. Men der findes masser af andre muligheder, hvis først pengene er på plads,« siger bestyrelsesformand Svenn Dam, AGF, der understreger, at han ikke vil løfte sløret for, hvad AGF konkret har tænkt sig at gøre.
Der findes flere muligheder, der kan åbne for AGF's fastlåste situation allerede nu.
1) Det ene mulighed er, at klubben genetablerer sin egenkapital ved hjælp af et såkaldt ansvarligt lån. Det kunne være fra en af de kommende investorer. Det kan ske i løbet af ganske kort tid og vil åbne op for spillerhandler med det samme.
2) Den anden mulighed er, at AGF får en dispensation fra DBU's bestyrelse. AGF håber stadigvæk på at opnå en dispensation for mindstekravene til egenkapitalen. Lykkes det, vil klubben kunne skrive kontrakter med det samme.
3) Den tredje mulighed er, at klubben sælger én eller flere spillere, f.eks Leon Andreasen, og dermed skaffer penge i kassen.
Hvornår regner I med, at egenkapitalen igen er over 25 procent, så I igen kan skrive kontrakter?
»Det har jeg ingen kommentarer til på nuværende tidspunkt,« siger bestyrelsesformand Svenn Dam.
Det er DBU's kontraktfodboldudvalg, der holder øje med klubbernes økonomiske situation. Det var samme udvalg, der i begyndelsen af denne uge afviste AGF's ansøgning om en dispensation fra kravene til egenkapitalen. Udvalget afventer i øjeblikket AGF's arbejde med at rejse ny egenkapital.
Alle venter i spænding
»Det er meget nemt at følge med i de børsnoterede fodboldselskaber. De skal hele tiden indrapportere til Fondsbørsen. Så snart AGF meddeler, at klubben har pengene på plads, så vil vi give grønt lys, så klubben kan tegne nye kontrakter. Hvis AGF meddeler, at klubben har skaffet 30 millioner kroner, så er det naturligvis i orden at tegne nye kontrakter,« siger Henrik Ravnild, der er formand for DBU's kontraktudvalg.
Lige nu venter alle i spænding på dagens ekstraordinære generalforsamling, hvor ledelsen vil løfte sløret for klubbens fremtid.
AGF's bestyrelsesformand Svenn Dam frygter ikke, at den uheldige sag om det kiksede køb af Tobias Grahn vil skræmme investorerne væk i sidste øjeblik.
»De to ting hænger ikke sammen. Investorerne skal skyde penge i AGF, fordi de tror på klubben på lang sigt. Også efter en periode med Tobias Grahn, hvis det lykkes at få ham. Jeg skal understrege, at ingen vil begræde det mere end jeg, hvis det ikke lykkes at få Tobias Grahn til AGF,« siger Svenn Dam.