Skattestop slut

JEG HAVDE IKKE troet, at Århus skulle blive det første sted i Danmark, hvor skattestoppet blev ophævet.

Men det skulle det så være med indførelsen af affaldsskatten på byen erhvervsliv. Et erhvervsliv, som man i skåltaler gang på gang fremhæver, skal have gode vilkår. Jeg er en af dem, der holdes skåltaler for i tide og utide, og som nu er pålagt affaldsskatten, fordi jeg er så formastelig tillade mig at forsøge at starte en virksomhed indenfor IT-sektoren - en sektor man i øvrigt taler om skal være en del af den videnssektor, som byen skal leve af fremover.

Tror man det fremmer ønsket om, at Århus har et image som en erhvervsvenlig kommune?

Set igennem mine briller er en separat affaldsskat på erhvervslivet nok noget, som de færreste vil opfatte som speciel erhvervsvenligt. Hvis en virksomhed står i overvejelser om ændret placering, vil Århus næppe være et førstevalg. Ikke alene på grund af den nye affaldsskat, men også på grund af frygten for den næste skat erhvervslivet skal pålægges for at finansiere politikernes affaldsskandaler.

Sagt i al stilfærdighed vil det være en rigtig god ide for politikerne - uanset partifarve - at undlade at genere det erhvervsliv, som skal betale for de samme politikeres udskejelser.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen