H.C. Andersen og kvinderne
Udstilling om 14 kvinder i H.C. Andersens liv åbnet i Kvindemuseet i Århus. Og dermed er der ny næring til den fortsatte debat om forfatterens kærlighedsliv.
»H.C. Andersen var jo en mand, der havde god kontakt med kvinden i sig selv. Det kunne mange mænd lære af.«
Citat Maria Helleberg, forfatter.
Hun bemærkede det ved gårsdagens åbning af en ny udstilling på Kvindemuseet om H.C. Andersen og kvinderne. Udstillingen præsenterer 14 af de kvinder, som den følsomme forfatter havde kontakt med i sit liv.
Han havde ingen kærester og ingen seksuelle forhold til kvinder, men veninder havde H.C. Andersen mange af, og netop kvinderne var den følsomme forfatters mest fortrolige - og dermed også gode kilder til forståelsen af forfatteren.
»Kvinderne var dem, han havde mest fortrolighed over for og var mest tryg ved. I social sammenhæng var H.C. Andersen en magnet for kvinder, fordi han havde den kvindelige følsomhed,« siger Marianne Philipsen.
Et detektivarbejde
Hun er historiker og cand. phil. og har brugt det meste af et år på at samle oplysninger og effekter om 14 udvalgte kvinder i H.C. Andersens liv. Det har været et større detektivarbejde, hvor hun har fundet efterkommere af kvinderne - ikke mindst skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, som stod forfatteren meget nær, og som er central i udstillingen.
Ved åbningen i går var skuespiller Hanne Uldal, der er oldebarn til Johanne Luise Heiberg inviteret, men måtte melde fra. I flokken af gæster var der dog andre efterkommere af skuespillerinden.
En anden kvinde, som H.C. Andersen var betaget af, var den svenske sangerinde Jenny Lind, men som det var tilfældet med en række af Andersens øvrige veninder, blev kontakten på det venskabelige plan.
Som søster og broder
»Han erklærede hende sin kærlighed, men hun definerede deres forhold som søster og broder,« lyder beskrivelsen på en planche om Jenny Lind.
Eller som historiker Marianne Philipsen beskriver det:
»H.C. Andersen dyrkede forelskelsen, men måske mest for sin egen skyld som inspiration for sin kunst. Han havde alle dage en skræk for det kønslige.«
Bordelbesøg var også en del af H.C. Andersens liv, men ifølge dagsbogsberetninger på H.C. Andersen Centrets hjemmeside ( www.andersen.sdu.dk) fik han hver gang ondt af kvinderne og nøjedes med at snakke med dem.
Homoseksualitet har også i alle år været et tema om H.C. Andersen, men trods stærke følelser for mænd, er der heller ikke ført bevis for, at han i sit liv var seksuelt sammen med en mand.
Som det skrives på H.C. Andersen Centrets hjemmeside:
»Det må understreges, at der ikke findes noget som helst belæg for, at Andersen nogensinde skulle have haft et fysisk forhold med mænd. Det er ligeledes tvivlsomt, om han overhovedet - trods flere bordelbesøg - nogensinde har haft fysisk seksuel kontakt med en kvinde.«
Og meget apropos udstillingen på Kvindemuseet i Århus tilføjes det derefter:
»Man kan sige, at Andersens følelser ikke havde noget køn.«
Udstillingen i Kvindemuseet kan ses resten af året og suppleres med teater og fortællefestival i Festugen.