Vikingernes Viby

I dag er Viby vokset sammen med Århus. Den gamle landsby er forvandlet til en del af storbyen med masser af industrivirksomheder og boligkvarterer med både etageejendomme og parcelhuse fra forskellige perioder. Der er en kirke og skoler, og det ligner en ganske almindelig bydel uden en synderlig bemærkelsesværdig historie.

Men sådan er det ikke. Viby rummer en spændende historie, og for 1.000 år siden havde den kongsgård og hellige kultsteder, hvor der blev ofret til guderne Odin og Tyr. Der var også en hellig kilde, og ved Eskelund lå et værft for de vikingeskibe, der siden drog på togt og skabte frygt i store dele af Europa.

"Vikingernes Aros", der netop er åbnet på Moesgård Museum, fortæller en del af historien, men man kan stadig opsøge lokaliteterne i området og næsten opleve historien. Selv om der i dag ikke er meget at se, så ved vi, at det var her, det foregik, og museumsinspektør Hans Skov fra Moesgård Museum, der er én af tilrettelæggerne af den store udstilling, er i hvert fald begejstret over udsigten fra Onsholt.

Onsholt - Odins skov

Bare navnet "Onsholt" - en sammentrækning af Odins holt - Odins skov.

Historikerne har noteret sig, at vikingerne var meget karrige med navnet Odin. Det blev ikke anvendt i flæng, men var reserveret steder af særlig betydning. Onsholt er et højtliggende, fladt plateau ikke langt fra den fodboldhal, der skulle skaffe hæder og ære til vore dages helte, men det kom den som bekendt aldrig til.

Fra Onsholt er der en enestående udsigt over by og bugt, og her blev der ofret til Odin, når krigerne skulle på togt.

»Her har Harald Blåtand formentlig været,« udbryder Hans Skov, mens han ivrigt besigtiger højen og studerer omgivelserne. Han ærgrer sig også over, at han ikke har besøgt den tidligere, for så ville en planche på udstillingen have været mere naturtro. Men han ved fra skriftlige kilder - Dietmar af Merseburg og Adam af Bremen - at der blev ofret både mennesker og dyr for at formilde overguden. Odinkulten krævede, at der hvert niende år blev ofret ni stykker af alle levende væsener, og kroppene skulle hænges op i den hellige lund. Det betyder, at der også var ni mennesker, der skulle dø for at formilde guden.

»Vi ved ikke, hvem der blev ofret,« siger Hans Skov. »Men det er næppe et forkert gæt, at forbrydere og trælle stod i første række. Jeg tror ikke, at stormændene godvilligt lod sig ofre til Odin. Det var mere passende, at det var folk af lavere status. Et liv var vel et liv.«

Så hang de der. Sammen med de døde dyr. Stanken må have været forfærdelig. Synet skræmmende. Og resultatet af ofringen har kunnet iagttages på lang afstand.

Hans Skov hæfter sig ved, at den teori, som Christian Adamsen fremsatte i Skalk (nr. 5, 2004), tilsyneladende også passer på dette sted. Omkring de hellige steder har der været vand, og det gælder også for Onsholt.

»Der har stået vand i lavningen rundt om højen,« konstaterer han.

Arkæologen bebuder, at han agter at vende tilbage, når kornet er høstet. Dette område indbyder til nærmere undersøgelser. På vejen op til højen fandt Hans Skov i øvrigt en flække fra Yngre Stenalder. Den lå i sprøjtesporet, og han skridter straks af for at kunne placere den på museets kort over fundsteder.

»Nu er det vikingetiden, vi er interesseret i,« siger han og tilføjer, at han ikke vil blive overrasket, hvis der findes andre sten, de såkaldte kogesten, som blev brugt i forbindelse med tilberedning af mad. Folk har formentlig også har spist og drukket her.

Men ellers skal han hjem på Moesgård og studere nogle gamle luftfotos fra 1954 for at lede efter spor. Ting kan ofte ses på luften, men ellers skal man bare vente, til der kommer en rigtig tørkesommer. Så er det også muligt at se spor af nedgravninger i landskabet, for der gror kornet bedre.

Snekkeeng ved Eskelund

Der er andre spændende steder i Viby, som skal besøges. For arkæologerne kan de gamle kort være en guldgrube af informationer.

Navnene på områder fortæller om, hvad de har været brugt til, og arkæologerne får et fingerpeg om, hvor der kan være noget at hente.

I årevis har direktør Hans Skamby Madsen, Moesgård Museum, interesseret sig for lokaliteter, hvor ordet "snekke" indgik. Ifølge gamle kort lå der en snekkeeng ved Eskelund. Det er dér, tusinder af århusianere året rundt afleverer affald på nærgenbrugsstationen.

Arkæologerne har prøvegravet i snekkeengen, og resultatet var lovende. Der vil være noget at hente.

»Men vi mangler en sponsor, for det er ikke billigt. Vi er nødt til at sætte spunsvægge op og pumpe hele tiden. Ellers vil udgravningen hurtigt stå under vand. Selve udgravningen er ikke det mest kostbare. De fund, vi gør, skal konserveres, og det koster mange penge,« siger Hans Skov.

Man ved med sikkerhed, at der blev bygget vikingeskibe ved Eskelund. Der var en kanal ind til værftet. Den er formentlig gravet, og den betød, at andre skibe uhindret kunne besejle åen og søen frem til Skibby, der ligger tæt ved den nuværende motorvej.

Det var helt naturligt med et værft ved Århus, for byen var et magtcenter i vikingetiden. Man ved fra skriftlige kilder, at der udspillede sig flere drabelige slag i området, og det er også konstateret, at der var et fremskudt forsvar for Århus både på Samsø og ved Helgenæs. Her var posteret skibe, som kunne tage kampen op mod angribende fjender. Århus lå nemlig helt ud til kysten, og det var ikke normalt at placere byer så udsat.

Desværre er arkæologerne først i de senere år blevet opmærksomme på, hvad Eskelund gemmer, og det har gjort arbejdet besværligt. Sagen er, at i 1950'erne og 1960'erne blev området brugt som losseplads for Århus, og mange tons affald blev fordelt på engen.

Selv om området nu er bevokset, er sporene tydelige, og på vej ud mod området skal vi først passere et område med meget høje brændenælder, og det er for Hans Skov et tydeligt bevis på, at her har der været losseplads. Længere ude vokser kun græs og siv.

»Da museet gravede, kunne folk konstatere, at der nogle steder er et par meter losseplads, som de først skal igennem. Det kan have trykket og ødelagt det bløde træ, der gemmer sig længere nede i jorden,« konstaterer Hans Skov.

Kongsgård på Viby skole

Samme følelse for historien har ikke altid været fremherskende. Tag kongsgården i Viby, der tronede, hvor Viby Skole ligger i dag.

Valdemar den Store har boet på gården, og han har holdt et møde, der takket være Saxos beretning er en del af historien. I 1176 satte Valdemar sine stormænd stævne i Viby. Magnus Eriksen skulle bankes på plads, og Saxo beskriver indgående, hvordan det lykkedes Magnus at redde hovedet. Selvfølgelig kun fordi kongen var så storsindet.

Saxo udgav i årene efter 1208 værket "Gesta Danorum, Danernes Bedrifter". Saxo var udvalgt til opgaven af Absalon, og da Absalon har en væsentlig rolle i magtspillet på kongsgården i Viby, er det sandsynligt, at forfatteren har haft en udmærket kilde.

Det ender i hvert fald med, at Magnus Eriksen bed "hovedet af al skam og fortalte den fulde og sande historie om sammensværgelsen lige fra begyndelsen, herunder hvordan hele forræderiet havde været konstrueret, hvor han ikke alene kom ind på hvem der var involveret, men også angav tid og sted for de enkelte begivenheder og endelig erklærede at efter alle disse snedige og stadig tilbagevendende snarer og fælder kunne det ikke være almindelige menneskelige tilfældigheder, men kun Guds hjælp der havde holdt hånden over kongen", som det hedder i Peter Zeebergs nyoversættelse. Den fortsætter: "Han kunne ikke forestille sig noget mere forbløffende end den måde hvorpå en lykkelig skæbne her havde formået at afværge et forræderi som kongens nære venner havde anvendt så megen opfindsomhed på at udtænke, og redde et menneske uskadt gennem så megen list og svig fra hans landsmænds side. Med de ord så han bønfaldende på kongen mens han grædende sank ned for hans fødder".

Ifølge Saxo slap Magnus Eriksen for et blive et hoved kortere.

Man opdagede kongsgårdens fundament, da en bygning til Viby Skole blev opført i 1915.

På det tidspunkt var der ikke noget Moesgård Museum, og hvis det ikke havde været for bibliotekar Ejler Haugsted og hans bekendt snedkermester Thorvald Rasmussen, var der ikke blevet foretaget registrering eller opmåling. Men de to foretog en opmåling, lavedeen tegning af fundamentet til kongsgården og sikrede dermed den viden for eftertiden. Fundamentet blev nemlig fjernet, fordi skolegården skulle være plan.

De to amatørarkæologers arbejde blev publiceret i Århus Stifts Årbøger fra 1916, og det er derfra, vi har tegningen af fundamentet.

Det var som regel snedkermester Rasmussen, der befandt sig i hullet, men Haugsted tog af de overordnede linjer.

»Det var ikke deres pligt, men de tog det som deres pligt. Det er nogle rimelige gode undersøgelser, de har lavet,« anerkender Hans Skov.

Hans egen direktør Jan Skamby Madsen kvitterede også for den indsats, de to pionerer havde ydet, da han talte ved åbningen af vikingeudstillingen på Moesgård. Der er nemlig mange andre steder i byen, hvor de to sørgede for registrering af uvurderlig viden. Borgporten for eksempel.

Ejler Haugsted var også formand for Historisk Samfund for Århus Stift, og han arbejdede på det forhistoriske museum, der i mange år lå, hvor nu institutionen Huset i Vester Allé har hjemme.

Det er sådan, at arkæologi handler om få detaljer, masser af fantasi og arbejdet med at få teorierne bekræftet. Forskerne er ikke altid enige, og der er faktisk strid om, hvad Viby egentlig betyder.

Det kommer af ordet "vi", som betyder helligt sted. For Hans Skov passer det med det hellige, mens nogle sprogforskere mere hælder til, at det er afledt af "vit" - ved (fra træ) - så det er byen ved skoven.

Tyrseng på Viby Stadion

Tyrseng er sidste stop på rundrejsen i det moderne Viby. Stedet ligger ved udkanten af Viby Stadion, og der er to muligheder.

Enten har det været stedet, hvor landsbytyren græssede, men det er ikke sandsynligt. Hans Skov hælder mere til, at man her dyrkede guden Tyr, som en overgang i den tidlige middelalder var populær, men siden hældte de gamle krigere mere til Odin, og så blev det hellige kultsted flyttet til Onsholt.

I dag er der ikke meget helligt over Tyrseng. Der er udsigt til et bowlingcenter, og vore dages høvding - skattevæsenet - opfører for tiden på området et domicil, der udstråler, hvem der i dag har magten.

jens.kaiser@jp.dk