Varm sankthans på Tangkrogen

Omkring 3.000 holdt sankthansaften på Tangkrogen. Børnene forsøgte at lave bålet større, og der var musik, underholdning og båltale fra borgmesteren.

Ventetiden var lang for de hundredvis af børn, der var med til at fejre sankthansaften på Tangkrogen i aftes. Bålet blev tændt klokken 21, og indtil da fordrev mange tiden med at hoppe i en kæmpe-girafborg eller få sig en is i sommervarmen.

En række børn hjalp arrangørerne med at forbedre bålet. De puttede grene på det fire vognlæs store bål, og Mikkel Bang Pedersen, 10 år, var ikke imponeret af et af byens største sankthansbål.

»Jeg ville ønske, det var lidt større,« sagde han om bålet, der var fem meter fra jord til heksens tørklæde.

Efterhånden som viserne nærmede sig tændingstid, rykkede folk tættere på bålet. Hekse og sankthanstraditioner blev diskuteret over en fadøl til tonerne af bandet No Nonsense.

En pige fik øje på heksen - der var lavet af Margrethe Skjødt Jensen fra arrangørerne, Marselis Sejlklub og konstaterede, at heksen altså så noget sur ud. Måske var det tanken om turen til Bloksbjerg, der nagede hende?

Arrangør Peder Fink Madsen blev populær, da han nærmede sig bålet med to dunke tændvæske og avispapir, som børnene fik lov til at hjælpe med at placere.

Få sekunder senere stod bålet i lys lue. Flammerne fik fat i de tørre grene og slikkede om heksen. Det fik kredsen af folk til at trække længere og længere væk og danne en større cirkel.

Men ikke Mikkel Bang Pedersen og flere andre drenge. De ville se heksen gå op i røg på nærmeste hold. Efter at ilden havde fået fat i heksen, måtte Mikkel Bang Pedersen dog rykke længere væk.

»Det er meget, meget varmt,« konstaterede han med sveden haglende på panden.

»Jeg stod der i 10 sekunder, og så tænkte jeg, at der skal jeg ikke være længere,« lød det fra den 10-årige dreng.

Århus Damekor var på scenen, mens bålet brændte sig nedad.

Kl. 21.30 holdt borgmester Louise Gade (V) båltale for de omkring 3.000 fremmødte på Tangkrogen, hvor også Old Town Dancers gav en opvisning i square dance.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen