Den grænseløse stædighed
Talentfulde Christian Nygaard bliver ved, til det lykkes. Han vil ende som professionel.
Med al respekt for supermarkedskæden Netto, så er det ikke dér, man finder flest professionelle golfspillere. Altså blandt de ansatte.
Lige med en enkelt undtagelse.
Ude i Beder.
Hver mandag møder Christian Nygaard, 22 år, troligt op kl. 8.45 for at fylde tilbudsvarer på hylderne til sidst på eftermiddagen.
Golfspilleren fra Aarhus Golf Club har slået hul på det liv, han insisterer på at leve. Han vil være professionel golfspiller.
Og - skulle vi hilse og sige - det er ikke noget, man bliver fra dag til dag.
I løbet af det seneste par måneder har Christian Nygaard spillet cirka 20.000 kroner ind, men med et gebyr på 3.000-4.000 for at spille turneringer i Danmark, kan pengene hurtigt blive væk i det høje græs, spillerne kalder rough'en.
»Jeg bor hjemme ved min mor endnu. Så kan jeg lige overleve,« siger Christian Nygaard, som i disse dage er på hjemmebane, da Ecco Tour er kommet til banen i Højbjerg.
Christians far, Kristen Nygaard, er tidligere landsholdsspiller i fodbold, siden professionel golfspiller, og den tidligere Fuglebakken-helt har givet sit boldøje videre, siden sønnike var tre år.
Goddag til køllerne
10 år senere traf Christian Nygaard sit valg.
Farvel til fodboldspillet. Goddag til køllerne.
»Jeg tænker ikke over, hvad det koster at ville nå så langt. Jeg har tænkt mig at gå hele vejen. Jeg elsker at spille og træne, og jeg bliver ved, til det lykkes,« siger Christian Nygaard, som hver dag er på banen.
Mandag nøjes han med at spille efter arbejdstid som almindelige danskere, men ugens øvrige dage står den på træning fra tidlig morgen til sen aften kun afbrudt af turneringer.
Bag ham står en række rådgivere med ekspertise på hvert sit felt. Som en af dem siger, så er det ikke B-skat, de fleste på 22 år bekymrer sig. Der er hjælp til kontakter til sponsorer, regnskaber, mental træning.
Indtil videre strømmer det ikke ind med beløb, men eksempelvis behøver han ikke bekymre sig om at dukke op til turneringer iført lasede pjalter.
Tøjkæden Mr. Wærum og tøjmærket Tommy Hilfiger har valgt at bruge den lyshårede knægt som reklamesøjle på grøn baggrund.
Måske fordi de kan se et potentiale i Christian Nygaard, en målrettethed, som er de færreste forundt.
Vil have det sjovt
På hjemmefronten blev der sørget for, at han tog en HH-eksamen.
»Jeg tog et par fritimer i ny og næ. Når det var golfvejr,« indrømmer Christian Nygaard, som konstant prøver at finde den balance, der gør hans spil sublimt.
»Dybest set drejer det sig bare om at gå ud at spille. Man skal ikke tænke for meget over, hvad man gør. Det er mere instinkt, når man først står derude. Egentlig skal man finde den følelse, man havde fra juniordagene, da det hele ikke var så seriøst. For mig handler det om at have det sjovt med golf,« forklarer han.
Det store mål holder han for sig selv - og de nærmeste.
Men drømmen vil han gerne afsløre.
»Hmm. Jeg vil gerne spille en Major. Eller European Tour,« siger Christian Nygaard, som trods en tilværelse som professionel også har huller i kalenderen til kæreste og kammerater.
Ikke nogen, der konkurrerer på så højt plan. For til sidst blev de trætte af altid at få stryg. »Så spiller vi i stedet lidt fodbold eller går i byen en gang imellem. Det er fedt at fyre den af nu og da. Det gør alle. Men så er jeg tilbage på træningsbanen dagen efter,« griner Christian Nygaard, som sammen med Aarhus Golf Klubs anden pro-spiller, Martin Eskesen, er på hjemmebane i disse dage.
Ude på banen vil der givetvis blive holdt øje med det lokale håb.
»Der er mange i klubben, der har sat mig under pres. Men det tænker jeg ikke på. Så går det jo galt. Jeg skal bare kæmpe for det,« siger Christian Nygaard, som igen på mandag fylder varer på hylderne i Netto i Beder.
Lommepenge kommer ikke dumpende af sig selv. Derfor.