Stridsvogne i åben kamp

Preben Kjærsgaard idømt 2000 kr. i bøde og en uges udelukkelse for trængning i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.

Travløb kan køres elegant, men lørdagens hovedbegivenhed, Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix havde en overgang mere karakter af stridsvogns-kørsel.

Steen Juuls Juliane Right vandt løbet, mens medfavoritten Joy of Music styrtede som følge af en sammenkørsel i opløbet - en episode kusken Flemming Jensen øjensynligt fandt sig uskyldig i.

»Jeg har kommenteret beslutningten overfor dommerne, og synes ikke, at jeg vil kommentere det yderligere,« sagde Flemming Jensen.

Ifølge dommerne var synderen Preben Kjærsgaard, idet han med Jackie Rush trængte sig ud fra inderbanen og ved den manøvre igangsatte kædereaktionen som førte til styrt for Joy of Music samt galop for flere af de øvrige. Dommerne idømte Preben Kjærsgaard 2000 kr. i bøde og en uges udelukkelse for miseren.

Kredsen omkring vinderhesten kunne i øvrigt prise sig lykkelig for at første startforsøg blev tilbagekaldt, da Juliane Right her havde galoperet. I gyldig start spillede hesten i stedet førsteviolin og løb med sejren og 100.000 kr. i 1.17,0a/1800 meter.

Juuls dilemma

Det uundgåelige spørgsmål med til Steen Juul, hvorvidt Juliane Right eller staldkammeraten Irony of Fate i sidste ende er årgangens bedste hoppe, gled træneren behændigt af på med svaret:

»Det får vi at se den sidste lørdag i august.«

Det blev sagt med henvisning til at da køres Dansk Hoppe Derby. Her kan Juul stå med et prekært problem med hensyn til at vælge, hvilken hest han skal køre.

Førstedagen af grand prix-festen på Jydsk Væddeløbsbane bød som ventet på masser af fine opgør og flere overraskende vindere. Således blev V5-spillet indledt med en artig overraskelse, da fynske Emu og John K. Hansen på de sidste meter overmandede favoritten Empire Yankee - et nederlag sidstnævntes kusk, Henrik Lønborg ikke var sen til at tage på sin kappe.

Hurtig revanche

»Jeg kørte for tidligt forbi de forreste, og Empire Yankee stopper gerne en smule, når den kommer foran konkurrenterne. Jeg skulle have ventet 10 meter med at angribe,« erkendte Henrik Lønborg.

I det følgende løb rehabiliterede Lønborg sig, da han med Ironside besejrede eftermiddagens største V5-favorit Kejser Flamingo. Sidstnævnte galoperede efter 800 meters kørsel, og selv om favoritten kom strålende tilbage til tredjepladsen, kunne hesten ikke nå frem til Ironside, der for Henrik Lønborg sejrede i 1.20,7 efter føring hele løbet. Birger Jørgensen fulgte op med sejr til den gode fynske hoppe Holly Park, der blev sendt direkte til føring og kontrollerede løbet til sejr i 1.17,7a/1800 meter foran HT's Diamond.

Favoritsejr var der ligeledes da århusiansk-ejede Hillary Crown vandt sin anden sejr på stribe siden trænerskiftet til Flemming Jensen. Parret var i føring fra start til mål - med sikker sejr i 1.16,2a/1800 meter til følge.

Første afdeling af galophestenes BE Profilers 3-årsserie sluttede i den ventede sejr og 47.500 kr. til Ceres Jydsk Derby-vinderen Eltizaam med Manuel Martinez, men det var først i allersidste skridt at hesten nåede for Justthetwoofus.

niels-j@post8.tele.dk

Se også sporten 1. sektion side 12

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen