Lystfiskere føler sig trængte på havnen

Terrorsikring og generelle stramninger har indskrænket mulighederne for at fiske på havnen, mener lystfiskerne. Som modtræk har de offentliggjort et foto, der viser en af havnens lodsbåde, hvor besætningen tilsyneladende er i gang med at fiske på de forbudte steder i havnen.

Det er blevet surt at være lystfisker på Århus Havn. Terrorsikring og generelle stramninger har med et snuptag fjernet mange af de bedste fiskesteder. Det har nu fået lystfiskerne til at reagere.

På Danmarks Sportsfiskerforbunds hjemmeside, sportsfiskeren.dk, har lystfiskerne offentliggjort et foto, som angiveligt viser en af havnens lodsbåde, hvorfra en sommerklædt besætning er i fuld gang med at fiske makrel i Multiterminalens havnebassin, hvor alt fiskeri ellers er forbudt.

Frustreret reaktion

Laurits Flowbinner, lokalredaktør på sportsfiskeren.dk, forklarer, at offentliggørelsen af det mere end to år gamle foto skal ses som udtryk for frustration blandt lystfiskerne på havnen.

Den konkrete anledning var, at en flok lystfiskere den 16. juni om aftenen blev bortvist fra Østre Bølgebryder på den østlige del af havnen. Det var netop besætningen på en lodsbåd, der bortviste lystfiskerne.

»Bortvisningen viser efter mange lystfiskeres mening den dobbeltmoral, som hersker blandt Århus Havns personale, der selv fisker ivrigt på de forbudte steder på havnen,« skriver Laurits Flowbinner på sportsfiskeren.dk.

Havnedirektør Bjarne Mathiesen så fotoet for otte dage siden. Det blev straks genstand for en intern undersøgelse.

Fiskeri fra båden

»Der er ikke andet at sige til det, end at det er vores båd, og at den selvfølgelig ikke skal bruges til lystfiskeri på havnen. Det har vi nu præciseret internt,« siger Bjarne Mathiesen, der oplyser, at man ikke har kunnet identificere personerne på det mere end to år gamle foto. Derfor er der heller ikke grundlag for disciplinære sager. Han afviser udsagnet på sportsfiskeren.dk om, at havnens personale selv fisker ivrigt på de forbudte steder i havnen.

»Jeg vil blive meget overrasket, hvis det viser sig, at personalet fisker på steder, hvor vi håndhæver et fiskeriforbud,« siger Bjarne Mathiesen.

Terrorsikringen af havnen har siden 1. juli i fjor blandt andet betydet, at der er adgang forbudt for lystfiskerne på oliehavnen, som førhen var kendt som et godt fiskested, fordi der er forholdsvist dybt vand.

Til gengæld fik fiskerne for et par måneder siden lidt af en gave, da havnevæsenet begyndte at fylde bassinet langs Østhavnsvej mellem Østre Bølgebryder og Maersk Terminalen op med sand. Det har givet en fin sandstrand, hvor især fiskeriet efter fladfisk var godt.

Området hegnet ind

For kort tid siden er hele området imidlertid blevet hegnet ind. Det skyldes ifølge havnedirektøren, at man vurderede, at det er for farligt for lystfiskerne at stå på stranden, når skibene kommer ind og med en massiv stråle sprøjter sand indover området.

Børge Christiansen har fisket på havnen hele sit liv og er nu på efterløn.

Han ærgrer sig over, at den kunstige strand nu er lukket land for lystfiskerne.

Et rent eventyr

»Det var et rent eventyr. Jeg fangede 79 skrubber på seks uger. Jeg kan overhovedet ikke se, at det skulle være farligt at stå derude. Man kan jo se, når skibene kommer ind, og så flytter man sig. Det er en værre gang formynderisk overbeskyttelse,« siger Børge Christiansen, der mandag havde fundet sig et lille hjørne tæt på lystbådehavnen. Her fangede han to havørreder på henholdsvis 1,8 og 2,1 kilo.

»Det er snart ikke til at være på havnen længere. Her, hvor jeg står nu, må vi i princippet heller ikke være, da det er roklubbens område,« siger Børge Christiansen.

Krydstogtskibene

Laurits Flowbinner peger på, at også hele den ene side på Pier 2 er afspærret i sommerhalvåret, fordi der anløber krydstogtskibe.

»Det har gjort rigtigt mange hernede sure, at det område også er spærret af for almindelige århusianere de to til tre uger, der kan gå mellem, at der kommer et krydstogtskib. Hvorfor skal det være spærret af hele sommeren til ære for nogle rige amerikanere,« spørger Laurits Flowbinner.

Havnedirektør Bjarne Mathiesen peger på, at det er et praktisk problem at ændre områdets status i de perioder, der ikke er et krydstogtskib i havnen.

»Vi kan ikke gå og tage hegn ned og stille hegn op hele tiden. Det giver også for megen flimmer, hvis et område hele tiden skifter status,« siger Bjarne Mathiesen.

martin.johansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.