Unge bor i byens dyreste boliger

Lav rente, nye lånemuligheder og forældrekøb har presset prisen på små lejligheder i Århus så voldsomt i vejret, at prisen per kvm. i en lejlighed ofte er dobbelt så høj som i et hus.

En kvadratmeterpris på mellem 30.000 og 40.000 kr. sender straks tankerne i retning af et dyrt parcelhuskvarter.

Men glem alt om havudsigt, store biler og tennisbaner. Byens dyreste kvadratmetre finder man i midtbyens mindre ejerlejligheder, som ofte koster det dobbelte af et hus, når man udregner prisen per kvm.

I øjeblikket har home en lejlighed på 45 kvm. i Absalonsgade til salg for 2.098.000 kr. eller 46.622 pr. kvm.

Det er især det stigende antal forældrekøb, der har presset prisen på lejligheder i vejret, og forskellen på kvadratmeterprisen mellem ejerlejligheder og villaer har aldrig været større.

I løbet af de seneste 10 år er den gennemsnitlige kvadratmeterpris for lejligheder i Århus Kommune steget med 280 pct., mens stigningen for parcel- og rækkehuse har været 216 pct.

»Tidligere fulgtes priserne på villaer og lejligheder ad, men de seneste år er ét- og toværelses lejligheder i Århus steget væsentligt mere end villaerne. Århus er en ung by med mange studerende, og den store efterspørgsel på midtbylejligheder har sat turbo på prisstigningerne. Derudover har nye lånetyper åbnet flere muligheder for de unge førstegangskøberne,« siger Preben Merrild Angelo, der er kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden home.

Forældrekøb

Vurderingen fra ejendomsmæglerne lyder, at hver anden et- og toværelseslejlighed i disse måneder frem til studiestarten bliver solgt som forældrekøb. I 1997 var det hver tiende.

Efterspørgslen efter to- og treværelses lejligheder i centrum er nu så stor, at boligjagten i år blev skudt ind flere måneder før normalt.

»Normalt kan vi begynde at sælge lejligheder til studerende, når vi kommer fra sommerferie, men sådan har det ikke været i år. Den nye trend har været, at køberne kom, da de første studenter sprang ud i maj og juni,« fortæller statsautoriseret ejendomsmægler Peter Skjødt, Danbolig i Århus.

»Især forældre til unge med høje eksamensgennemsnit, som var sikre på at komme ind på deres ønskestudium, var tidligt ude for at sikre sig en attraktiv lejlighed tæt på læreanstalten,« fortæller han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen