Ledere på et lavt niveau

JP ÅRHUS BIDRAGER med sine "svineri"-ledere til en forråelse af debatten. Som journalist er jeg ofte blevet mødt med holdningen, at aviser kun har én berettigelse: At de er gode til at pakke fisk ind i.

Det synspunkt er jeg stærkt uenig i, men alligevel kunne jeg ikke drømme om at kalde kritikeren for et svin.

Måske derfor får det mig til at krumme tæer, så jeg efterhånden kan krybe i en størrelse 34, at jeg en uge i træk skal se lederen i byens avis omtale små og store forhold i Århus som »svineri.«

I en tid, hvor Århus Kommune må ofre flere hundrede tusinde kroner på kampagner for at få respektløse borgere til at holde op med at råbe »svin« og værre udtryk efter buschauffører og andre loyale medarbejdere, er det bekymrende, at JP Århus synker til et så lavt sprogligt niveau.

Debatten kan være hård nok i perioder - også i læserbrevene. Men selv om man af og til kan ønske, at ens politiske modstandere måtte opleve, at sokkerne kryber i vask, håber jeg ikke, at avisens lederartikler trækker niveauet helt ned i sølet.

Det er ikke for sjov, at aviserne omtales som den frie presse, men med frihed følger også et ansvar og en forpligtelse til at gå foran med det gode eksempel. Pressens traditionelle rolle som borgernes vagthund må ikke udvikle sig til at blive en svinehund.

I visionsprogrammet, som Venstre i Århus netop har offentliggjort, er der bl.a. et løfte om en aktiv indsats for at sikre takt og tone i skolen, så eleverne lærer at respektere hinanden og lærerne.

Man kunne overveje, om den indsats også burde omfatte et tilbud om efteruddannelse for journalister.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen