Tøfting afleverede guldskat
Rygterne har svirret i årevis, og Stig Tøfting har hidtil hårdnakket afvist dem. Men nu erkender han i biografien "Stig Tøfting - No regrets", at det var ham, der 29. juni 1994 under en frit lejde-aktion som mellemmand for kriminelle afleverede en næsten to kilo tung, stjålen guldhalsring, Tissø-ringen, til politiet. Det skete i Tinghuset på Vester Allé.
Tissø-ringen var en uge forinden blevet stjålet fra Moesgaard Museum i det største danefæ-guldkup siden tyveriet af Guldhornene i 1802.
Museet og dets forsikringsselskab frygtede, at ringen blev smeltet om, og der blev udlovet en dusør på 175.000 kr. En af Stig Tøftings venner fik mulighed for at købe ringen af gerningsmanden, og da han ikke selv ville aflevere ringen, trådte den professionelle fodboldspiller til. Han fik overrakt en bærepose med ringen på et mødested i Åbyhøj.
»Kun et kort øjeblik overvejer jeg, om det er for risikabelt for mig at være budbringeren. Men jeg mener, at det er i alles interesse, at ringen bliver fundet og afleveret, frem for at den bliver smeltet om,« skriver Stig Tøfting, der oplyser, at han selv fik 10.000 kr. for sin indsats.
Stig Tøfting vedstår i bogen, at han har mange venner, der er dømt for kriminalitet. Han har tidligere fortalt om venskabet med Jimmy Nissen, lederen af Hells Angels i Århus.