AGF på træningstur til Sydafrika

Klubbens tøjsponsor har arrangeret træningsturnering mod tre sydafrikanske hold. Truppen får base i Johannesburg.

AGF-spillerne kan godt finde solcremen frem.

Hele spillertruppen skal til Sydafrika i begyndelsen af februar for at forberede sig til den kommende sæson.

Aftalen er kommet i stand gennem klubbens tøjsponsor Hummel, der satser stort i Sydafrika.

Træningsturen er blevet planlagt af Henrik Lauritzen, der er marketingchef for Hummel Africa og bor i Johannesburg.

»Turen bliver helt sikkert til noget. Jeg har netop fået tilsagn fra en hovedsponsor til en træningsturnering, hvor AGF skal deltage sammen med tre sydafrikanske hold,« fortæller Henrik Lauritzen.

AGF flyver til Sydafrika den 30. eller 31. januar og bliver der indtil 11. eller 12. februar. Holdet får træningsbase i storbyen Johannesburg.

»Det er et perfekt klima til at spille fodbold. Det er strålende sol på det tidspunkt, men det er ikke for varmt, fordi byen ligger i 1.600-1.700 meters højde. Der bliver ingen undskyldninger for ikke at træne,« siger Henrik Lauritzen.

Der er endnu ikke fastlagt træningskampe i Johannesburg, men det bliver ikke et problem at finde egnede modstandere lover marketingschefen.

»Vi sponsorerer flere klubber i Johannesburg, så det bliver ikke svært at arrangere træningskampe. De sydafrikanske hold vil også meget gerne have nye modstandere,« siger Henrik Lauritzen.

Tæt på tv-aftale

Han har også arrangeret en træningsturnering med fire hold. Den skal efter planen afvikles den 5. februar i byen Bloemfontein, der ligger 400 kilometer sydvest for Johannesburg. AGF skal møde klubberne Bloemfontein Celtic, SuperSport United og Free State Stars, som alle spiller i den bedste sydafrikanske række.

»Bloemfontein Celtic er en klub med mange supportere, som vi håber vil komme til kampene. Vi er meget tæt på at indgå en aftale med tv-stationen SuperSport, så kampene bliver transmitteret. Det er vores svar på Eurosport, og kanalen sender i hele Afrika. Får vi en tv-aftale i stand, så håber jeg at få fat i flere sponsorer. På den måde kan vi muligvis få en pengepræmie at spille om,« siger Henrik Lauritzen.

Den helt store gevinst for AGF skal netop findes i økonomien. Klubben sparer mange udgifter ved at tage til Sydafrika i stedet for selv at betale en tur til Cypern.

»Aftalen er, at vi skal finansiere truppens ophold hernede. Det er også tæt på at falde på plads. Jeg har lavet en hotelaftale,« siger marketingschefen.

I Danmark venter sportschef Brian Steen Nielsen på, at de endelige aftaler kommer i hus, men han bekræfter, at træningsopholdet næsten er på plads.

»Jeg regner med, at turen bliver til noget. Der er mange mennesker i gang med at arrangere opholdet, så det tager lidt tid at få alle aftaler på plads. Det lyder meget spændende,« siger Brian Steen Nielsen.

Han fortæller, at den svenske klub Djurgården formentlig skal være i Sydafrika på samme tidspunkt som AGF og derfor kan agere sparringspartner på græsset.

Han ser det ikke som et problem, hvis holdet skal flyttes til en anden by undervejs i opholdet.

»Det er ikke problematisk at flyve til en anden by og bo på et andet hotel et par dage, hvis det er nemmere for vores modstandere. Vi skal ikke rejse rundt hver dag.,« siger Brian Steen Nielsen.

Sportschefen frygter heller ikke at den vigtige træningstur kan blive spoleret på grund af dårlige baner eller andre ubehagelige overraskelser.

»Forholdene skal være i orden. Det skal jeg nok sørge for, om jeg så skal tage derned på forhånd,« siger sportschefen.

Nej til Väjxö

Turen til Sydafrika betyder, at AGF i år ikke lægger vejen forbi den svenske by Väjxö.

I januar deltog holdet i en træningsturnering arrangeret af den lokale klub Östers IF, der netop er rykket op i Allsvenskan.

Turneringsledelsen vil gerne se AGF igen i 2006, når kampene bliver spillet den 27. og 28. januar i byens opvarmede indendørshal.

»Vi har en plads åben i turneringen, og jeg ser gerne, at AGF kommer igen,« siger Leif Widén, sportschef, Östers IF.

AGF's sportschef Brian Steen Nielsen har imidlertid ikke modtaget en invitation.

»De vil sikkert have os med igen, fordi vi havde mange tilskuere med sidste år, som skæppede godt i kassen. Men jeg har ikke hørt noget, og det bliver ikke aktuelt,« siger Brian Steen Nielsen.

mikkel.hemmer@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen