Radikalt veto mod DF

De radikale var inden valget enige om, at partiet under ingen omstændigheder ville samarbejde med Dansk Folkeparti. Dermed var det kun en borgerlig jordskredssejr, der kunne sikre Venstre borgmesterposten.

Kun en borgerlig jordskredssejr kunne have sikret, at Louise Gade (V) kunne fortsætte som borgmester efter kommunalvalget i november.

Internt i Det Radikale Venstre var der nemlig enighed om, at en fortsættelse af samarbejdet med Dansk Folkeparti var udelukket.

Det bekræfter en række medlemmer af bestyrelsen i den radikale vælgerforening, og dermed var muligheden for et borgerligt flertal reelt forsvundet.

Samtlige prøvevalg, som analyseinstituttet Rambøll Management gennem de seneste fire år har foretaget for JP Århus, har vist, at Venstre kun havde mulighed for at fastholde borgmesterposten gennem en forsættelse af samarbejdet med de konservative, de radikale og Dansk Folkeparti.

Samarbejde udelukket

»I løbet af valgkampen blev det mere og mere tydeligt, at Dansk Folkeparti på Christiansborg ville have et klart greb om deres byrådskandidater. Det at gå ind i en konstituering, hvor man ville være afhængig af Dansk Folkeparti, som vi på mange måder er politisk meget forskellige fra - landspolitisk som lokalpolitisk - det kunne vi ikke,« fastslår Leif Haarbo Nielsen, formand for den radikale vælgerforening i Århus.

»Vi ville ikke samarbejde med DF. Under ingen omstændigheder, og det var der absolut enighed om i Det Radikale Venstre,« bakker bestyrelsesmedlem Stefan Seidler op: »Men under visse konstellationer, kunne vi godt forestille os, at Louise Gade kunne fortsætte som borgmester, bare ikke med Dansk Folkeparti som støtte.«

Partimedlemmerne vil ikke forholde sig til, hvad der skete på mødet mellem den nyvalgte borgmester Nicolai Wammen (S) og den radikale rådmand Peter Thyssen i sidstnævntes hjem søndagen før valget.

Her lovede den radikale spidskandidat ifølge avisens oplysninger at bakke Nicolai Wammen op som borgmester, selv om partiet officielt sagde, at det først ville vælge side på valgnatten.

Ikke som for fire år siden

I Venstres byrådsgruppe var man klar over, at de radikale havde et anstrengt forhold til Dansk Folkeparti, men var overbevist om, at det var en holdning, der var til forhandling.

»Det var ikke anderledes end for fire år siden, men da løste vi problemet ved at lave separate konstitueringsaftaler med Dansk Folkeparti og de radikale, og den mulighed var der stadig,« siger formand for Venstre i Århus, Mette Christensen.

Præcis denne konstellation afviser Leif Haarbo Nielsen imidlertid.

»Netop fordi vi kunne lægge tingene sammen i forhold til de politiske signaler, blev det mere og mere klart, at heller ikke det kunne vi leve med,« siger Leif Haarbo Nielsen.

heidi.plougsgaard@jp.dk

christian.hansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen