Demokratiet skal også være en garanti

HELLMUT TOFTDAHL (HT), Rabih Asad-Amad (RA-A) og undertegnede har debatteret om analfabetisme i et moderne demokrati på disse sider, RA-A i et interview mens HT og jeg har gjort vore holdninger klare i læserbreve.

Senest var HT på banen kort før jul og påstod, at jeg beskylder ham og JP Århus for kvindeforagt og racisme.

Samtidig beskyldte han RA-A for at stigmatisere muslimske kvinder i denne sammenhæng. Alle dele er vildledende.

HT klinger derefter af med at erklære, at analfabetisme blandt danskere kun kan skyldes forsømmelser af skolegang og samfundets andre tilbud. Han taler om, hvor flovt det ville være at udstille sin »kone/søster/datter som funktionel analfabet« og lader kun til at forbinde kvinder med dette handicap, som han i øvrigt nægter at anerkende som et handicap, da det ikke ses som en legemlig mangel.

RA-A har før forklaret, hvordan en arabisk mor til en kandidat havde vanskeligt ved at stemme, og det, finder jeg, er en udmærket begrundelse for at revidere valgloven. Derfor vil jeg undlade at tage kampen op for den gruppe, men tage udgangspunkt i min kone/søster/datter".

Ringe hjælp

Jeg blev gift med en etnisk dansker for mange år siden og har avlet tre børn med hende. Min ekskone og ældste datter er begge besværede af læsevanskeligheder, som det danske skolevæsen har været særdeles ringe til at afhjælpe, selv om begge har været motiverede for at lære.

I begges tilfælde har vi måttet søge hjælp udenfor det offentlige skolevæsen for at afhjælpe deres handicap med betydelige økonomiske udgifter til følge.

Min forhenværende hustru afsluttede derfor først en håndværksuddannelse i alder af 30 år, og som 40-årig er hun begyndt på en boglig uddannelse efter en flot karriere som faglærer.

Min datter ser frem til at tage studentereksamen til foråret med to års forsinkelse.

Derfor kan jeg med stolthed bruge dem som et eksempel på, at danskere med god forstand og evne kan være funktionelle analfabeter - og blive hjulpet videre.

Men ikke alle har vort held.

Vi har været naboer til folk, som har kunnet give os gode råd og praktisk hjælp. Der er et antal danske mænd og kvinder, som aldrig har fået hjælp for denne lidelse, og det er en ulykkelig tilstand, hvilket kan ses på den høje selvmordsrate i gruppen.

Det mindste, et samfund kan gøre for dem, er at sikre en ordentlig hjælp til stemmeafgivelse, en hjælp som vore medborgere (som kun forstår fremmede skrifttegn eller mangler skolegang) fra fattige lande også behøver, for at deres stemme også kan tælle med ved diverse valg.

At man skal kunne uddanne dem ud af deres situation, som HT foreslår, vil jeg tilslutte mig, men vi må se i øjnene, at for manges vedkommende er det for sent. Og vi må belave os på, at der altid vil være et mindretal, som ikke kan tyde bogstaverne. Derfor må samfundet indrette valglovene til også at omfatte disse mennesker.

Fortsat udvikling

I det hele taget må vi aldrig være tilfredse med det, vi har, men altid stille spørgsmålstegn ved gældende regler for folkestyrets skyld. Vi må aldrig undlade at forbedre et godt demokrati.

HT burde derfor se ud over sit meget snævre syn på muslimske mænd og kvinder og betragte samfundet i nutidens perspektiv: Det er broget, men ikke desto mindre dynamisk og et samfund, hvor borgere fra Den Tredje Verden deltager i nærdemokratiet med liv og sjæl og kan blive bindeled til deres oprindelseslandes demokratiske udvikling i fremtiden, hvis vi viser dem vejen med storsind og uden fordomme.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen