3F-kritik af FOA for nøl

To store fagforeninger er i åben strid om retten til at lave overenskomst.

»Vi har fået lavet en god aftale, og jeres protestlinje har slået fejl,« lyder det fra 3F Transport Logistik & Byg til FOA. Fagforeningernes strid om retten til at lave overenskomst for 190 af chaufførerne hos Århus Sporveje fortsætter på fuldt blus.

Dagen efter at FOA i voldsomme vendinger kritiserede 3F Transport Logistik & Byg for aftalen med Århus Kommune om de overenskomstansatte chauffører, går faglig sekretær Jan Aage Hansen til modangreb på FOA, der organiserer de omkring 550 tjenestemandsansatte chauffører hos sporvejene og har 140 af de overenskomstansatte chauffører i sit medlemskartotek.

FOAs angreb handler i virkeligheden om fagforeningens egen mangel på handling, mener Jan Aage Hansen, der ikke giver meget for, at tillidsfolk fra FOA torsdag var på barrikaderne, og at fagforeningen problematiserede, at 3F har forhandlingsretten til at indgå overenskomst, når fagforeningen kun har omkring 50 ud af de 190 overenskomstansatte chauffører.

Fejlslagen strategi

»Deres strategi har slået fejl. De har taget protestlinjen i stedet for forhandlingen, og nu står vi med et sæt aftaleregler for de overenskomstansatte. FOA står nu med en hel gruppe tjenestemænd - over 500 mand - der er helt uden aftalesæt,« siger Jan Aage Hansen og understreger, at hvis FOA ikke får indgået en aftale, vil chaufførerne stå med dårligere forhold, når Århus Sporvejes sommerkøreplan træder i kraft 23. april.

»FOA udstiller sig selv nu. Hvis man kigger bag det hele, har de ikke kunnet lave en eneste aftale for de overenskomstansatte chauffører. Det er da ikke særligt smart for en fagforening at have 130-140 medlemmer på et område, hvor de reelt ingen indflydelse har. Det er da at stikke blår i øjnene på folk,« siger Jan Aage Hansen.

Johnny Fischer, formand i Sporvejsfunktionærernes Brancheforening under FOA, ønsker ikke at besvare udtalelserne fra Jan Aage Hansen, da FOA netop har bedt KL's jurister om at granske nærmere, hvorvidt de aftaler, som Århus Sporveje før jul opsagde, er at betragte som lokalaftaler, eller om der er tale om aftaler, som er af overenskomstmæssige karakterer, hvilket kan resultere i en ny situation.

Han siger dog:

»Det er utroligt så meget, han og 3F tilsyneladende ved om de overvejelser og aftaler, vi har i FOA. Så det må stå helt for hans egen regning, og jeg ved, at vores medlemmer langt fra er enige i den udlægning af situationen,« lyder det fra Johnny Fischer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen