Mesterkok tager en pause fra gryderne

Mads Nybro forlader Restaurant Prins Ferdinand for at se mere til sine tvillinger på halvandet år og finde nye udfordringer.

Gourmet-restauranten Prins Ferdinand har mistet et af de hotteste kokkenavne i Århus.

Mads Nybro afleverede onsdag sin nøgle og kaster sig dermed efter to et halvt år i Den Gamle By ud i uvisheden. Selv om det næppe bliver svært for ham at få et nyt job, skal de næste måneder bruges som en tænkepause.

»Jeg ved godt, at de fleste ville sørge for at have noget nyt, inden de sagde op. Og min mor har da også med skepsis konstateret, at først kvitter jeg jobbet, og så køber jeg et nyt hus,« griner den 33-årige kok, der med sin kone og parrets tvillinger på halvandet år flytter fra en lejlighed på Frederiksbjerg til det nye hus i Højbjerg.

Tvillingerne er en væsentlig del af forklaringen på, at han nu vil trække vejret et par måneder.

»Det kræver mange timers arbejde hver dag, hvis man har et mål om at præstere det ypperste i sit køkken. Derfor har jeg ikke set nok til mine børn. Nu har jeg tilladt mig den sjældne luksus at tage tid til at tænke mig om og til at være en god og nærværende far,« siger Mads Nybro.

Tænkepausen vil dog utvivlsomt munde ud i, at han fortsætter i restaurationsbranchen. Han rumsterer allerede med flere planer, men ikke så konkrete, at de endnu skal luftes. Det er dog sandsynligt, at planerne skal realiseres i Århus.

Har ambitioner

»Jeg har stadig ambitionerne og gejsten i behold, og kan ikke forestille mig andet end at arbejde i et køkken. Selv om kun 10 pct. af jobbet ligner det, man ser på tv, og resten er hårdt arbejde med at skrælle rødder og gøre rent, er det min narko. Holdånden i et køkken er lidt som på et fodboldhold. Alle knokler for at nå det samme mål, og det er en dejlig følelse, når tingene lykkes.«

Mads Nybro er uddannet under Per Brun, der tidligere stod i spidsen for Prins Ferdinand, men som nu koncentrerer sig om bageriet Emmerys.

For to et halvt år siden indgik Nybro et kompagniskab med restaurantchef Tonny Hansen og køkkenchef Martin Lemvig om at drive Ferdinand videre.

Målet var klart: Den tunge arv efter Per Brun skulle løftes.

At dømme efter madskribenterne er det lykkedes. JP Århus' anmelder, Lars Thomassen, uddelte i marts 2005 de maksimale seks stjerner og bedømte Prins Ferdinands køkken til international topklasse.

Målet blev nået

»Vi ville bevise, at vi kunne nå samme høje niveau som tidligere, og også løfte det videre. Det føler jeg, at vi nu sammen har opnået. Derfor er det for mig tid til at se nye køkkener. Jeg er nok lidt rastløs af natur«,« erkender Mads Nybro.

Ifølge ham er bruddet med Prins Ferdinand sket i fuld forståelse med de to nu tidligere kompagnoner, der har overtaget hans anpart og driver restauranten videre med et uændret koncept. De skilles som gode venner og vil fortsat tage på fælles inspirationsture.

Den første af slagsen er allerede planlagt og går til Baskerlandet med besøg hos den verdenskendte kok, Ferran Adria, i dennes restaurant El Bulli.

Det er ifølge Mads Nybro der, i Baskerlandet, at udviklingen i verdenskøkkenet foregår i øjeblikket.

martin.johansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen