Gran-scenen kan blive Kanon

Det københavnske administratorteam bag Kanonhallen er eneste udenbys ansøger til dansescenen Gran - teater. Også musicalmanden Kim Sørensen lægger billet ind på scenen, som har flere bejlere fra dansemiljøet.

Lederne af det københavnske Kanonhallen var formentlig eneste udenbys ansøger, da deadine udløb tirsdag kl. 24 for aspiranter til den ledige dansescene i Århus.

Den søges tillige af bl.a. Kim Sørensens velkendte musicalinstitution, Nyt Dansk Musikteater, som vil supplere sig selv med koreografen og danselæreren Liz True.

»Vi søger et sted at fortsætte Kanonhallens profil, som handler om ung, eksperimenterende scenekunst. Vi kender den internationale dansescene, og i tilgift har vi været eksponent for det moderne nycirkus, som efterhånden også har en del danske talenter,« siger en af Kanonhallens to ledere, Nils Engelbrecht.

Han og Irene Møller har stort set ledet Kanonhallen i 15 år, indtil bevillingen blev frataget det københavnske teater og givet til Teater Kalejdoskop. I teaterkredse var vurderingen dengang, at Kanonhallens eget repertoire ikke mere var så stærkt som de gæstespil, der i perioder lejede sig ind på den delvist åbne scene.

»Vi kan tilbyde en uafhængig, international profil og en uafhængig, ung, eksperimenterende profil. Og vi kender en del til Århus, hvor vi bl.a. samarbejder med Entréscenen og festivalen Junge Hunde,« siger Nils Engelbrecht.

Han erkender dermed, at han konkurrerer med sin samarbejdspartner.

»Der er kamp om alle pladser i det danske teatermiljø,« siger han.

Varierede kæmpere

Det betyder også, at flere overraskende parter søger bevillingen, som Århus Kommunes kulturrådmand Flemming Knudsen (S) og byens kulturudvalg helst ser besat at en organisation, som vil fortsætte Gran - teater for dans med primært fokus på dansen.

Kim Sørensens Nyt Dansk Musikteater, som hidtil har stået for store, selvkomponerede musicals om historiske emner (Egtvedpigen, Peter Sabroe, Den blå karrusel og senest Lyset over Skagen), har allieret sig med koreografen Liz True og vil skabe egne produktioner i en blanding af dans og musik i samarbejde med de lokale kulturinstitutioner.

Foreningen Latinamerikansk Kultur og Musik ønsker at fylde scenen med latinamerikanske rytmer (især salen Lille Gran), mens den store sal fortsat skal præsentere gæstespil på dansefronten.

»Jeg vil alliere mig med to tidligere administratorer på Gran og dertil skabe et center for latinamerikansk musik, hvor der både kan undervises og gives koncerter. Jeg er dødhamrende træt af, at vi efter mange år i byen ikke har et sted,« siger leder af Latinamerikansk Kultur og Musik, Sabre Mikael Farcuh Cabezas, som arrangerer mange koncerter med bl.a. salsa, latin og flamenco.

Han forstår ikke, at f.eks. Entréscenen i Grønnegade, er blandt ansøgerne til Gran - teater for dans.

»Der er så ufatteligt mange teatre i byen. Og de har jo en scene i forvejen,« bemærker Sabre Farcuh.

Entréscenen har afleveret en hel bog som ansøgning og vil øge sit fokus på den visuelle del af scenekunsten og argumenterer med, at stedet har øget sine aktiviteter og ikke kan være i Entréscenens trange lokaler mere.

De to unge koreografer Nicolaj Jespersen og Louise Friis, som begge er uddannet på Balettakademien i Stockholm og arbejder i øjeblikket sammen om forestillingen Värk, som de opfører i Ridehuset under festivalen Here And Now, som åbner onsdag.

Talt teater og for børn

Efteruddannelsesorganisation for dansere, Danseværket, som ledes af dramaturg Charlotte Mors, og undervisningsstedet Balletskolen, som ledes af balletdanser Iben Hutzelsider, har hver sendt en ansøgning, mens det trængte samtidsteater Katapult (Dom over skrig) også har besluttet at søge uanset at den ledige scene formentlig ender som en dansescene igen.

Tillige har det prisbelønnede børne- og dukketeater Refleksion fra Brabrand indsendt en uformel ansøgning, som henviser til, at hvis stedet imod forventning ikke skal være dansescene, er Refleksion klar til at tage over.

Århus Kommunes kulturudvalg forventes på et møde 2. april at udpege, hvem der fremover skal bestyre Gran - teater for dans.

Den hidtidige leder af dansescenen, Palle Granhøj, har valgt at koncentrere sig om sit eget dansekompagni, Granhøj Dans. anders.lange@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen