Mere istid eller spild af tid

Aarhus Crocodiles har længe kæmpet for at skaffe økonomien til at rykke op i isligaen fra næste sæson, men uden mere istid i skøjtehallen kan det hele være ligegyldigt, siger sportschefen.

Aarhus Crocodiles arbejder stenhårdt i disse dage for at skaffe penge nok til at rykke op i isligaen til næste sæson. Sportschef Jan Gregersen fortæller, at der bliver holdt daglige forhandlingsmøder i håb om at nå målet, inden deadline den 30. april.

Men måske er alle anstrengelserne bare spildte kræfter. For selv om det skulle lykkes klubben at skaffe de nødvendige finanser til at rykke op, er det stadig ikke sikkert, at ishockey i den bedste række er realistisk fra den kommende sæson.

For nok er økonomien vigtig, men for at kunne begå sig sportsligt i isligaen, er masser af træning på isen en nødvendighed. Og her har Aarhus Crocodiles et stort problem.

Klubben skal nemlig dele skøjtehallen i Århus med skoler, institutioner, curlinghold, kunstskøjteløbere og ganske almindelige skatteborgere, der gerne vil en tur i skøjtehallen.

Det betyder, at den ambitiøse ishockeyklub må nøjes med at træne i hallen tre timer om ugen. Og det er langt fra nok for et professionelt isligahold. Især ikke, når konkurrenterne træner på isen 12-14 timer om ugen.

»Hvis kommunen ikke kan give os mere istid, så er der ingen grund til at gå videre i bestræbelserne på at få et isligahold op at står. Så er arbejdet meningsløst. Hvis vi ikke kan få mere istid, er der ingen muligheder for at drive eliteishockey. Så er vi helt til grin,« raser sportschef Jan Gregersen.

Han kan heller ikke se, hvordan det skulle være muligt at afvikle 36 isligakampe i skøjtehallen med den tid, der er til rådighed, når klubben i år har haft problemer med at få istid til at afvikle de relativt få kampe, der er i 1. division.

Rådmand i dilemma

Rådmanden på området, Flemming Knudsen (S), står i et dilemma. Han kan sagtens forstå, at Aarhus Crocodiles har et problem her, men han skal også tage hensyn til de øvrige brugere af skøjtehallen.

»Jeg har jo et problem. Det er jo ikke ligefrem sådan, at der er masser af ledig tid i hallen. Der er jo mange brugere og der er også et hensyn at tage til skatteborgerne, som faktisk betaler til driften af hallen,« siger Flemming Knudsen.

Flemming Knudsen vil gerne arbejde for, at Århus kan få endnu en skøjtehal, ligesom mange andre byer har. Men en ny skøjtehal på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden, er en ringe trøst for Jan Gregersen.

»Nu har vi ikke kunnet få et nyt omklædningsrum i 40 år, så hvordan og hvornår skulle der så blive råd til en helt ny skøjtehal?« spørger sportschefen.

Og det spørgsmål kan Flemming Knudsen sagtens forstå.

»Der har han jo fat i en pointe. Jeg kan godt forstå, han spørger, for der er jo ikke afsat nogle penge til hal nummer to endnu, men det er på min prioriteringsliste. Det skal der ikke herske nogen tvivl om,« siger rådmanden.

Hvis der går flere år, før en ny hal er færdig, er mulighederne for isliga i Århus ikke længere til stede. Så vil spillerne for længst være rykket til Silkeborg eller andre byer, der også arbejder på et isligahold, mener Jan Gregersen.

Nødvendig prioritering

Det kan Flemming Knudsen også godt se, men han fastholder, at han er nødt til at prioritere mellem de forskellige brugere af den nuværende skøjtehal.

Hvordan vil du så prioritere den istid, der er til rådighed nu?

»Jamen det er da også svært, det indrømmer jeg gerne. Der skal være åbningstid for skatteborgerne, når de er med til at betale for hallen«

Hvad så hvis det betyder, at der ikke kommer noget isligahold i Århus?

»Hør nu her, altså vi kan jo ikke løse alle problemer. Hver gang der er et problem, der skal løses, så opstår der et andet. Det er det, der er vores problem. Vi mangler istid, vi mangler hal nummer to og vi mangler penge.«

Er der så udsigt til mere istid til Aarhus Crocodiles?

»Kun ved at tage noget af den tid fra skatteborgerne, som har offentlig istid i skøjtehallen. Det er for mig at se den eneste løsning. Og det skal der et flertal i Århus byråd til at beslutte. Dér repræsenterer jeg kun én stemme«

Hvad siger du så med din ene stemme?

»Jeg siger, at det ser vældig håbløst ud lige nu, for vi har kun én hal, og hal nummer to får vi heller ikke bygget til næste sæson. Så den eneste løsning på kort sigt er at finde noget mere istid til vores bedste ishockeyhold, som forhåbentlig rykker op i isligaen. På længere sigt skal vi have hal nummer to, og det koster altså nogle penge.«

Så hvis Århus Crocodiles ringer dig op i morgen, kan du så love, at du godt vil arbejde for, at de får mere istid?

»Selvfølgelig vil jeg det, men hold nu op med at afkræve mig alle de løfter. Jeg kan jo ikke sidde her og give løfter gennem avisen. Du får ikke flere løfter af mig, og der er i øvrigt ikke kommunalvalg i morgen, så slap nu helt af. Men jeg vil stadig gerne have dem op i isligaen.«

Også selv om de ikke kan få mere istid?

»Jamen det kan vi jo blive nødt til at give dem, men det kan jeg jo ikke stå og love her og nu. Jeg vil gerne forhandle med klubben direkte, men ikke gennem avisen. De har endnu ikke rettet henvendelse til mig eller min forvaltning med ønsket om flere timer,« slutter Flemming Knudsen.

anders.elleby@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.