MFere: Århus skal satse på trafik og integration
De vigtigste opgaver i de kommende år er at skabe bedre trafikforbindelser og øge indsatsen på integrations- og beskæftigelsesområdet. Det mener hovedparten af de århusianske folketingspolitikere.
Hold fokus på at få en letbane til Århus og øg indsatsen på integrationsområdet markant.
Det er hovedbudskaberne fra hovedparten af de folketingspolitikere, der er valgt eller bosat i Århus, til deres kollegaer i Århus Byråd. Det viser en rundspørge, som JP Århus har foretaget som en midtvejsstatus siden folketingsvalget i februar for to år siden.
Men også bedre togforbindelser til byen, uddannelsesområdet, havnefronten, den kommende hospitalsby og kamp mod øget social ulighed er blandt de områder, som landspolitikerne ser som de største udfordringer for Århus i de kommende år.
»De vigtigste udfordringer er set med mine øjne infrastrukturen og de sociale udfordringer,« fastslår bl.a. de konservatives Tom Behnke med opbakning fra partifællen Henriette Kjær, der vil prioritere en statslig medfinansiering af letbanen højt.
De radikales Morten Østergaard finder, at integrationsindsatsen er vigtigst.
»Århus skal være en by for alle med plads til forskellighed, og det kræver investeringer i problemramte områder,« påpeger han.
Ulighed er et problem
Socialdemokraten René Skau Björnsson er på linje.
»Ghettoiseringen og den stigende ulighed er de største problemer, som Århus står overfor. Vi skal bekæmpe den stigende fattigdom, der bogstaveligt talt sætter folk fra hus og hjem,« påpeger han.
Også partifællen Hüseyin Arac fremhæver integrationsindsatsen.
»Integrationen er Danmarks og politikernes største politiske, menneskelige og sociale opgave,« mener han, mens Svend Auken påpeger, at det er vigtigt at bevare velfærden og undgå nye besparelser på kommunens budgetter.
DF: Vigtig havnefront
Birthe Skaarup fra Dansk Folkeparti peger på havneområdet som en vigtig opgave.
»Det er vigtigt at få etableret havnefronten rigtig. Grenaabanen bør lægges i en tunnel eller som en højbane, så den ikke generer trafikoverskæringer til evig gene for trafikken i Århus,« påpeger hun.
Socialdemokraten Kirsten Brosbøl fremhæver uddannelsesområdet.
»Århus skal være uddannelsesby nr. 1, og med det nye superuniversitet bliver der gode muligheder for at tiltrække nye forskningsmidler til byen,« forklarer hun.
Vigtig prioritering
Endelig peger SFs Morten Homann på, at det i høj grad handler om at prioritere blandt opgaverne.
»Derfor mener jeg, at etableringen af et letbanesystem er det vigtigste projekt for Århus, og jeg vil arbejde hårdt for at få statspenge til det,« siger han.