Karen J. til kamp for Østjylland i Folketinget

Da Karen Jespersen (V) torsdag aften blev valgt som folketingskandidat for Venstre i Favrskov-kredsen, var det med løfter om at føre politik for det østjyske område.

»Jeg vil sætte mig grundigt ind i de østjyske forhold og sørge for at færdes meget blandt den lokale befolkning og politikerne, og arbejde for de lokale mærkesager,« lovede den tidligere venstresocialist og socialdemokrat nu folketingskandidat for Venstre.

»Jeg er meget glad og stolt for den enorme opbakning, jeg har fået i aften. Den giver mig en enorm motivation for at arbejde for hele regionen og det projekt som Venstre og Anders Fogh står i spidsen for.«

På spørgsmålet om, hvordan hun vil varetage lokale interesser i Jylland, når hun bor i København, svarer hun:

»Jeg vil være meget til steder her i området. Jeg vil tage ud og besøge på institutioner og arbejdspladser og tale med befolkningen.«

Det var ventet, at Karen Jespersen ville få opbakning fra venstrefolkene i kredsen, og kun en enkelt anden kandidat blev indstillet som folketingskandidat. Han valgte at takke nej. Dermed var en afstemning unødvendig, og Karen Jespersens kandidatur blev fejret med stående klapsalver fra omkring 100 begejstrede fremmødte.

Sverige skræmmer

»Århus og Østjylland er et område, som kan afbalancere Københavns dominans i Danmark. Det er vigtigt, at varetage interesser for de mennesker, der stemmer på dig.« sagde hun til JP Århus. Hun forsikrer, at hun vil sørge for at sætte sig ind i de østjyske ønsker om eksempelvis udvikling af infrastruktur, som mange har anført bliver nedprioriteret til fordel for udviklingen af hovedstaden.

Hun nævner Sverige som et skræmmende eksempel på et land, hvor hovedstaden har stor dominans på bekostning af provinsen og siger, at det er vigtigt, at man ikke trækker Danmark skævt til fordel for Ørestadsregionen.

Borgmester begejstret

Borgmester i Favrskov Kommune, Anders G. Christensen (V), er meget tilfreds med Karen Jespersens kandidatur til Folketinget.

Han mener, at hun kan bidrage med utroligt meget. Både politisk, men også når det gælder om at kommunikere til vælgerne og til kollegaer på Christiansborg.

»Vi har som vækstkommune store udfordringer inden for socialområdet. Vi har en fælles udfordring, som vi skal løse med de samme ressourcer, som vi har til rådighed i dag. Det er Karen den bedste til at løse, for hun kan sælge budskabet,« siger borgmesteren, der glæder sig over, at Østjylland nu får et markant talerør i folketinget.

Han lover, at han vil holde Karen Jespersen oppe på de løfter, som hun udsteder, og at han ikke tvivler på, at hun vil indfri dem.

»Jeg kender Karen så godt, at hun lytter og følger med i,hvad der sker i området. Hun vil komme meget her, selvom hun bor i København, for det er allerede skrevet i kalenderen, at hun vil deltage i en lang række arrangementer i området også de folkelige og sjove arrangementer,« siger Anders G. Christensen.

Han tror ikke på, at Karen Jespersen vil hente kvindelige vælgere til Venstre, alene fordi hun selv er kvinde, og dermed skulle appellere til vælgere af samme køn i stemmeboksen.

»Mange analyser bekræfter, at vælgerne går efter det politiske indhold,« lyder borgmesterens forklaring.

kloster@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen