Kast terningen og ryk til Aalborg

»I ER PATETISKE«. Det var den besked, jeg som medicinstuderende fik af min institutleder, da der blev opponeret imod, at vi skulle deporteres til Aalborg imod vores vilje.

Vi skulle tage os sammen og sige tak for, at det ikke blev indført, før kvaliteten af undervisningen var i orden i Aalborg. Der sad jeg sammen med cirka 1.500 medstuderende i et lokale med plads til 425 og tænkte på, hvordan jeg skulle fortælle min kæreste det. En kæreste, jeg flyttede sammen med i december måned med en forventning om, at vi kunne blive boende sammen, indtil vores uddannelser blev færdige.

Uden varsel blev den plan slået itu. Nu er der fra oven indført en lodtrækning, som skal sørge for, at der kommer 40 studerende til Aalborg.

Da forældre med børn indtil videre bliver fritaget for at deltage i lodtrækningen, har jeg en tredjedels chance for at ryge til Aalborg. Det svarer til at sidde med en ludoterning og hvert halve år i december og juni de næste to år kaste terningen. Hvis den viser globus eller stjerne, vil jeg blive sendt til Aalborg. Sandsynligheden for, at jeg bliver sendt af sted en eller to gange er rimelig stor, men det kan ligeså nemt blive tre eller alle fire gange. Og hvem kan sige noget om, hvornår man slår det uheldige slag? Hvornår skal jeg flyttes fra min kæreste, min familie, mine venner og fra diverse sociale aktiviteter?

Da jeg startede på kandidatdelen af lægestudiet, vidste jeg, at der var to indlagte klinikophold, hvor af man kunne regne med at blive udstationeret det ene. Jeg vidste med halvandet års varsel, at jeg skulle til Aalborg i foråret 2008. Fra starten af februar til slutningen af juni. Kæresten, familien og vennerne vidste det. Jeg kunne planlægge mit liv. Det var det studium, jeg valgte.

Forestil jer, at I de næste to år skal sidde med en terning, der bestemmer, hvor i landet I skal være. Der bestemmer, hvor meget kontakt I skal have med jeres kæreste. Der bestemmer, hvor tit vennerne skal besøges. Det kan vel være, at jeg er patetisk, fordi jeg ikke synes det er i orden, men den ordning kan ingen være tjent med.

Jeg håber, studieledelsen finder en løsning, der ikke tager de studerende, deres kæreste, venner og familie som gidsel, når de begynder at tale med de studerendes organisationer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen