Mejlby splittet om vejlukning

Borgerne i Mejlby er splittede i sagen om lukning af den gamle Kaløvej, der bl.a. bruges som smutvej for at undgå myldretidskøerne på landevejen.

Planen om lukning af den gamle Kaløvej i Mejlby for at højne trafiksikkerheden og stoppe smutvejskørsel ad den smalle beboelsesvej har skabt uenighed blandt borgerne i Mejlby.

Mens beboerne på vejen frygter, at det kun er spørgsmål om tid, før der sker en dødsulykke som følge af hurtigtkørende smutvejsbilister, så frygter modstandere af lukningen, at der i stedet vil opstå farlige situationer på landevej 587 den nye Kaløvej som følge af mere trafik og at langsomkørende landbrugsmaskiner fremover skal ud på landevejen, hvor de vil skabe endnu mere kø.

Planen er lige nu til behandling i teknisk udvalg efter en byrådsindstilling om at lukke vejen for gennemkørsel i en forsøgsperiode på et år.

29 vil lukke smutvej

Repræsentanter for både tilhængere og modstandere af lukningen har haft foretræde for udvalget, og modstanderne har afleveret en liste med 29 navne på beboere på den nye Kaløvej, der ikke ønsker den gamle vej lukket.

»Der er i forvejen meget trafik på Kaløvej. Det bliver endnu værre, hvis landmændene skal ledes den vej med deres store maskiner. Vi mener også, at lukningen vil give for meget trafik igennem Mejlby,« siger Jørgen Hansen, der havde de 29 underskrifter mod vejlukningen med til mødet med politikerne.

Han mener, at den nye motorvej vil løse problemet.

»Den nye Søften-Skødstrupmotorvej vil aflaste området betydeligt for trafik, og så er problemet væk. Vi går ikke ind for hovsaløsninger,« siger Jørgen Hansen.

Haster med lukning

Jan Andreasen er beboer på den gamle Kaløvej, også kaldet Lille Kaløvej. Han mener, at det haster med en vejlukning:

»Det er kun et spørgsmål om tid, før der sker en alvorlig dødsulykke. Bilerne kommer i ekstremt høj hastighed, og der kommer store, tunge lastbiler på vejen, hvor der tilmed er meget dårligt udsyn i svinget. Vi oplever mange farlige situationer hver dag. Vores vej bruges som smutvej både for folk, der skal mod Århus, og biler mod Spørring. Dem der vil spare tid, er ofte også dem, der kører stærkt,« siger Jan Andreasen.

Formand for teknisk udvalg Keld Hvalsø Nedergaard (EL) understreger, at sagen ikke er afgjort endnu.

»Når ting er til behandling i udvalget, så går vi til sagen med åbent sind, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at det er en fuldstændig naturlig vejlukning. Man må stille sig selv spørgsmålet: Er det dem, der sparer 28 sekunder til og fra et ærinde, man skal tilgodese, eller er det de mennesker, der bor der og har trafikken lige uden for døren?

Der skal for mig stærke argumenter til, at man ikke tager hensyn til de mennesker, der bor på sådan en lille, smal vej, hvor både cyklister og gående har det svært imellem den hurtige og tunge trafik. Når amtet har dimensioneret en anden vej til at tage den belastning, så skal den også leve op til det,« siger Keld Hvalsø Nedergaard.

Han oplyser i øvrigt, at det med al sandsynlighed også fremover vil være muligt for landbrugskøretøjer at benytte Lille Kaløvej, idet der er en stump privat vej øst for den offentlige vej, som landmændene kan bruge som forbindelsesled.

Sagen skal endnu engang behandles i teknisk udvalg, hvorefter byrådet afgør sagen.

lone.dybdal@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen