Ideer til godt naboskab i Brabrand

Med 400.000 kr. i støtte fra Integrationsministeriet får borgerne mulighed for at realisere ideer til godt naboskab på tværs af de to bydele.

Selv om de er fælles om postnummer 8220, er der generelt ikke meget fællesskab mellem borgerne i det gamle Brabrand og i Gellerupområdet.

Det forsøger et dialogprojekt støttet med 400.000 kr. af Integrationsministeriet nu at ændre på. Projektet har titlen 8220 Naboskab giver kendskab, og der lægges ud med et møde, hvor borgerne kan høre mere om projektet, der har til formål at styrke naboskabet i området.

Arbejdsgrupper

Mødet finder sted i aften i Det Gamle Gasværk, og her kan alle med interesse for det gode naboskab møde op og høre om de ideer, der allerede er indkommet. De der har lyst kan melde sig til arbejdsgrupper for at realisere visionerne.

Det er Gellerup og Brabrand Fællesråd, der står bag initiativet.

Det blev indledt i november, og i to omgange har borgere været rundt og stemme dørklokker i Gellerup og Gl. Brabrand for at spørge andre Brabrandborgere om, hvordan de kunne tænke sig, de to bydele kommer til at tale sammen.

På mødet i aften skal deltagerne drøfte, hvordan man kan arbejde videre med de ideer, der kom ind ved spørgerunden.

Walkathon

Det drejer sig bl.a. om en såkaldt Walkathon en travetur rundt om Brabrand Sø, hvor deltagerne går og snakker med hinanden. Herudover er der forslag om bl.a. arrangementer med sport, fællesspisning, diskussionsaftener, ungefester i Globus 1 og venskabsfamilier. Man kan se mere om initiativet på hjemmesiden www.8220nabo.dk

Aftenens møde finder sted kl. 18.30 i Det gamle Gasværk, Byleddet 2c.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen