Kunsten i centrum

Efter få måneder under navnet City Vest Art Gallery åbnede Eigil Johansen og Ib Chris Sørensen i går V58 i Vestergade.

»Tillykke med en flot udstilling.«

For anden gang inden for få måneder kunne kulturrådmand Flemming Knudsen (S) holde tale ved åbningen af Eigil Johansen og Ib Chris Sørensens galleri.

I oktober sidste år var han med til at åbne City Vest Art Gallery i Brabrand, og i går var han med til at fejre flytningen til de nye lokaler i den gamle købmandsgård i Vestergade, der lægger lokale til det nye galleri V58.

»Jeg fandt det meget forfriskende med et galleri i den vestlige del af byen, men selv om jeg ikke er meget for at vende på en tallerken, kan jeg godt forstå, at indehaverne har besluttet at flyttet til disse lokaler i Vestergade,« sagde Flemming Knudsen, da han i går åbnede det nye galleri.

»Galleriet ligger i dag midt i et kunstnerisk minefelt sammen med øvrige aktører som Charlotte Fogh, Lynfabrikken og Galleri Image, og her er et meget spændende miljø.«

Målrettede kunder

Det er da også miljøet i Vestergade, der, sammen med udsigten til en huslejestigning i Brabrand, fik Eigil Johansen til at flytte ind til byen.

Han havde masser af nysgerrige besøgende i løbet af de få måneder i City Vest Galleri i Brabrand, men salget var ikke overvældende.

»Vi må nok sande, at de målrettede kunder søger mod midtbyen for at købe kunst, og derfor er det selvfølgelig det bedste sted for os at være.«

Lokale kunstnere

Galleriet i Vestergade var fyldt med kunder lørdagen igennem, og flere af værkerne er allerede solgt.

Blandt andet to store skåle af den Århus-baserede keramiker Bjarni Sigurdsson, der gik til Flemming Knudsen og resten af Århus Kommunes kunstudvalg.

»Alt for få af byens gallerier sørger for at få lokale kunstnere ind, men det gør man heldigvis på V58,« sagde Flemming Knudsen.

Ifølge kurator Ib Chris Sørensen er det imidlertid tilfældigt, at man kan finde flere lokale navne på galleriets åbningsudstilling.

»Jeg orienterer mig naturligvis blandt de lokale kunstnere, men jeg går ikke målrettet efter at få århusiansk kunst på væggene i galleriet. Niveauet skal være højt, og jeg kan godt lide at blande etablerede navne med nye, forholdsvis uprøvede kunstnere. Det koncept havde vi i City Vest Art Gallery, og det fører vi videre i V58.«

kasper.schutt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen