Publikumsvenligt og effektfuldt

Opløftende koncert med Malko-vinderen Mei Ann Chen i spidsen for Aarhus Symfoniorkester og elever fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Musikhuset

RENAUD CAPUCON, violin

Aarhus Symfoniorkester

Det Jyske Musikkonservatorium

Sendes senere i DR P2

Der var lagt spørgeskemaer ud på stolene i Musikhuset. Aarhus Symfoniorkester ville vide, om publikum var tilfreds med orkestret. Denne aften var der slet ingen tvivl. Der var udsolgt, og begejstringen var stor allerede fra optakten med John Adams Meister Eckhardt and Quackie fra 1985. På spørgeskemaet skulle publikum blandt andet svare på, om orkestret skulle have mere ny musik, og om det skulle have mere traditionel musik på programmet? Hvordan skal man så rubricere Adams flot klingende musik, som er meget lige til? Er det ny musik eller traditionel musik? I denne sammenhæng vil jeg trods året for dens tilblivelse hælde til at kalde den traditionel. Publikumsvenlig var den mærkbart. Hvornår hører man ellers ekstra fremkaldelser og taktfast bifald efter et stykke nyere musik, når komponisten ikke er til stede?

Lyst og glæde

Dirigenten var Mei Ann Chen fra Taiwan, som i 2005 var den første kvindelige vinder af Radiosymfoniorkestrets Malko-konkurrence.

Man må sige, at hun havde et godt greb på det store orkester. Ud fra hende strømmede ikke blot præcision og en sikker beherskelse af partiturerne, men også lysten til at musicere og den synlige glæde over resultatet. Det smittede også af på musikerne og på publikum.

Det var et stort orkester med sine små 100 musikere. Det var nemlig den årlige aften, hvor det faste orkester slår sig sammen med næsten lige så mange unge kolleger fra Det Jyske Musikkonservatorium. Fik de unge ikke også de ældre kollegaer til at lette lidt på stolene? Og så lyder så mange musikere altså af noget.

Positive udslag

Jeg tror også, at Mei Ann Chen er den rigtige dirigent i spidsen for dette eksperiment, som det må kaldes år efter år. Men det er altid et eksperiment med positive udslag. Det var faktisk imponerende, så godt og homogent det lød. Jo, naturligvis var der ekstra små skæverter undervejs, men det var småting, som intet betød i helheden. Tværtimod virkede det lovende for landsdelsorkestrenes fremtid.

Solist var en helt igennem elegant franskmand, Renaud Capucon i Mozarts fjerde violinkoncert i D-dur. Her små to måneder efter Mozart-årets afslutning kan vi konstatere, at Salzburg-mesterens musik kan spilles på mange måder, og der er næsten altid noget ved den. Her blev den spillet med lethed og elegance og med en raffineret klang, som havde tæthed og skønhed ned i piano.

Fantastisk klang

Helt fantastisk var den nærmest tyste klang i ekstranummeret, en bearbejdelse Glucks balletmusik, De salige ånders dans fra Orfeus og Eurydike. Den inderlige, nærmest over jordiske melodi, som normalt høres for fløjte med strygere, var skrællet for alt andet end violinens rene tone.

Tolkningen af Mahlers første symfoni kunne diskuteres, fordi den blev dirigeret så effektivt ind i selve øjeblikket, at det underliggende drama kunne miste sin fortløbende nerve. Det var nok undertonerne, det uvirkelige, det magiske, der manglede i forhold til den effektive overflade, og det specielt i nattevandringen til Mester Jakob i tredje satsen.

Dette skal kun opfattes som en beskrivende kommentar, for der var rigeligt at hente i gengivelsen, som kulminerede stormfuldt bevæget i finalen.

Der er ikke tvivl om, at Mei Ann Chen er en dirigent i god udvikling, og hun er så smittende i sin musiceren, at hun forhåbentlig snart vender tilbage.

john.christiansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen