Unikke sko på Trøjborg
Fødder i alle aldre og størrelser kan fra 30. marts pryde sig med nye sko fra Pigen og Basunen på Tordenskjoldsgade.
Tøjbutikken åbner nemlig en skobutik i nabolokalerne med unikke sko, som man ikke kan finde andre steder i byen. En tredjedel af sortimentet er hentet hjem fra London.
Der vil både være tårnhøje stiletter til en tur i byen og de flade til dagligdags brug, lover Christina Kjær, der driver Pigen og Basunen sammen med sin kæreste.
Og priserne er på et niveau, hvor de fleste kan være med. Fra ca. 3-400 kr. op til 1.200 kr. og så nogle lidt mere eksklusive til ca. 2.500 kr.
»Jeg kan selv godt lide at have mange sko og meget tøj, så jeg vil selv sælge tøj, der ligger inden for et almindeligt budget, så man har råd til lidt mere af det hele,« siger Christina Kjær.
Butikken vil også have et fast sortiment af herresko, der indtil videre tæller tolv forskellige par.