Mere politi på Strøget

Østjyllands Politi sender flere betjente på Strøget i forårssolen sammen med et stort antal påskehandlende og flokkevis af glade konfirmander.

Op imod 80.000 kunder fra nær og fjern vil på lørdag bevæge sig ud på Strøget sammen med et ukendt antal tiggere, lommetyve og uniformerede og civilklædte betjente. Dermed er Strøget i Århus det sted i Danmark, uden for Strøget i København, hvor flest mennesker opholder sig samtidigt.

»Vi er meget opmærksomme på de mange tiggere og lommetyve, der bevæger sig ud på Strøget med de mange handlende,« siger vicepolitiinspektør Leif Kristensen fra lokalpolitiet i Århus midtby.

Stop tiggeri

Han siger, at politiet i øjeblikket har stort fokus på at stoppe problemet med tiggeri på Strøget.

Leif Kristensen vil ikke røbe, hvor mange betjente der færdes blandt de handlende - herunder de nyslåede konfirmander. Men han siger, at politiet er særdeles opmærksomme.

»Selv om der ikke har været problemer med folk, der stjæler fra konfirmanderne eller generer dem de seneste par år, så hviler vi ikke på laurbærrene. Vi er til stede der, hvor konfirmanderne er. Også uden uniform,« siger han og oplyser, at mange uniformerede betjente kan virke skræmmende på de unge, fordi det kan signalere, at der kan være fare på færde.

Den vagthavende på Politigården sørger for at disponere over betjentenes daglige tjeneste.

»Så snart der er mulighed for det, sender vi alt, hvad vi har af mandskab op på Strøget,« siger vagthavende Brian Voss Olsen.

Strøgforeningens formand, Lars Svendsen, mener, at der mangler betjente på Strøget.

»Vi har tilsyneladende en meget forskellig opfattelse af, hvad det vil sige, at være til stede på Strøget.«

Ringer forgæves

Han siger, at han konstant får henvendelser fra butiksindehavere på Strøget, der ringer forgæves efter ordensmagten.

»Vores medlemmer kan ikke få politiet til at komme. De ringer om hjælp til at fjerne tiggere, flyers-uddelere og musikanter, der står foran deres butikker. Men lige lidt hjælper det,« siger Lars Svendsen, der er vred over, at Strøgforeningen har måttet fyre et vagtværn, der patruljerede på Strøget, fordi politiet forbød det private vagtværn at holde orden i det offentlige rum.

»Politiet lovede, at de ville komme og holde styr på sagerne. Men der er lang tid siden, vi har set en betjent heroppe,« siger Lars Svenden.

kloster@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen