Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny tunnel skal give en sikker vej under Letbanen

Tunnel erstatter en usikret overgang og skal gøre det mere sikkert for fodgængere og cyklister at krydse Letbanens spor.

sb

Aarhus Letbane etablerer en ny sti- og cykeltunnel ved Nymarken mellem Beder og Malling.

Det oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

I dag krydser fodgængere og cyklister Letbanens spor ved Nymarken, mellem Beder og Malling, via en usikret overgang, hvilket kan skabe risikofyldte forhold. Den nye tunnel giver en sikker passage under banen, så man ikke længere behøver at krydse skinnerne.

Tunnelen bliver cirka fire meter bred og kobles til den eksisterende tunnel under Oddervej. Dermed skabes en sammenhængende stiforbindelse under både vej og bane.

»Vi er glade for, at der nu etableres en sikker forbindelse under banen. Det bidrager til tryggere mobilitet for de bløde trafikanter, der er en gruppe, vi er meget optaget af at skabe bedre forhold for. Det er til gavn for både klima og sundhed,« siger formand for fællesrådet Beder-Malling-Ajstrup, Steen Bording Andersen, i pressemeddelelsen.

Arbejdet med tunnelen starter mandag den 27. april og forventes at tage omkring to uger, og under anlægsperioden etableres en midlertidig stiforbindelse, så det fortsat er muligt at krydse området. Naboer kan opleve støj i dagtimerne, oplyser Aarhus Letbane.

Projektet udføres, mens L2 mellem Aarhus H og Odder er lukket i fire uger fra 20. april til 18. maj på grund af Banedanmarks sporarbejde ved Kongsvang.

Den nye tunnel forventes at være fuldt tilgængelig til sommer.

Aarhus Letbane har fået midler fra staten via Region Midtjylland til at gennemføre arbejdet. Det er første gang, Aarhus Letbane selv etablerer en tunnel af denne type, og arbejdet udføres i samarbejde med Aarhus Kommune, da stiforbindelsen er kommunal.