Fortsæt til indhold
Aarhus

Rejsekort erstattes af app - nu testes nyt fysisk kort i Aarhus

Basiskort er til dem, der ikke har mulighed for eller ikke ønsker at bruge en app, når de rejser.

sb

Hvis du har set nogle gule checkpunkter i bybusser i Aarhus, skyldes det et forsøg, hvor kunder tester et såkaldt Basiskort, som Midtttrafik lancerer i 2026.

Det fysiske Rejsekort, som de fleste formentlig kender, lukker i maj 2026 og erstattes af Rejsekort-appen. Basiskort, der er et fysisk kort, er til dem, der ikke har mulighed for eller ikke ønsker at bruge en app, når de rejser.

Forsøget med basiskortet skal give Midttrafik og Rejsekort & Rejseplan A/S viden om produktet i drift, inden det bliver lanceret i 2026.

»Det er vigtigt for os at få erfaringer med både bestilling og brug af kortet, så vi kan sikre kunderne et trygt skifte til den nye billetform,« siger Midttrafiks direktør Lars Berg i en pressemeddelelse.

Basiskortet bliver testet hos Midttrafik fra oktober til december.

Torben Dreier er medlem af Ældre Sagen og glæder sig til at teste Basiskort.

»Jeg synes, det er rigtig positivt, at Midttrafik inddrager borgerne, herunder Ældre Sagen Aarhus, i afprøvningen af Basiskortet. Det viser respekt og forståelse for, at ikke alle bruger apps, men stadig gerne vil kunne rejse trygt og nemt,« siger han i pressemeddelelsen.

Basiskortet bliver lanceret til udvalgte kundegrupper i hele Danmark fra starten af 2026. Herefter bliver Basiskortet løbende udrullet til de resterende kundegrupper, inden det fysiske Rejsekort lukker i maj 2026.