Pia Kjærsgaard vil have svar fra minister efter gps-ulykke: »Det er helt forfærdeligt, og det må ikke kunne ske«
Efter ulykke i Trige vil Dansk Folkeparti nu have Folketinget til at se på batterilevetid på de gps'er, man tilbyder plejehjemsbeboere.
Det har givet Pia Kjærsgaard (DF) stof til eftertanke, da hun forleden læste om en aarhusiansk plejehjemsbeboer, der bar gps og alligevel var forsvundet i godt et døgn.
Folketingspolitikeren vil nu stille en række spørgsmål til ældreministeren for at få mere viden på området.
»Det er helt forfærdeligt, at det kan ske. Traumatisk, synes jeg på mange måder. Borgernes sikkerhed kommer i første række, så det må simpelthen ikke kunne ske. Det her skal vi revurdere, og kan vi gøre det anderledes, så skal vi gøre det,« siger Pia Kjærsgaard om hændelsen.
Det var herværende avis, der forleden kunne fortælle, at det var mangel på strøm på gps’en, der gjorde, at en mand, der var ramt af en demenssygdom, i juni var forsvundet i godt et døgn fra et plejehjem i Trige, inden han blev fundet igen.
Han havde sit gps-ur på, men det hjalp altså ingenting. Episoden kunne have endt fatalt, hvis det havde været en koldere årstid.
»Man ved jo, at gps skal lades op med jævne mellemrum. Men vi ved også godt, at plejepersonalet er presset i dag. Og der kommer kun flere og flere ældre, så det vil blive et større og større problem. Så det er en opgave, der skal prioriteres meget, meget højt,« siger Pia Kjærsgaard.
Vil have mere viden
Som tidligere beskrevet fik den ulykkelige episode også flere lokale byrådspolitikere til at reagere, og Aarhus Kommune forklarede over for herværende avis, at man løbende holder øje med markedet i forhold til valg af gps til demensramte ældre.
Forvaltningschef for Digitalisering, Velfærdsteknologi og Hjælpemidler Signe Rønn Sørensen uddybede, at der på nuværende tidspunkt ikke findes den tekniske løsning, der kan sikre længere batterilevetid, da man samtidig har en række andre krav til funktionaliteter.
Nu vil Pia Kjærsgaard rejse sagen i Folketinget for at se på, hvordan andre kommuner gør, og om der eventuelt skal handling til nationalt.
»Jeg vil stille en række spørgsmål til ministeren, for jeg synes, det er vigtigt at få afdækket, hvordan praksis er på området, og hvordan andre kommuner griber det an. Vi ved, hvor hurtigt teknologien udvikler sig. Kan der være andre muligheder med længere batterilevetid? Kan det både lette plejepersonalets arbejde og sikre mere tryghed for beboere og pårørende, så er det et forsøg værd,« lyder det fra Pia Kjærsgaard.
Der er omkring 400 aktive gps-enheder i brug til personer ramt af demens i Aarhus Kommune.