Kendt DR-journalist efter shitstorm og omstridt chok-profeti: Havde en fornemmelse af Jylland stod i brand
»Det betyder, at jeg lige i øjeblikket – tror jeg – faktisk stadigvæk ikke kan vise mig i Aarhus,« siger DR's Andreas Kraul i podcasten "Hvid Røg".
Superligaen er »verdens bedste elkedel«.
Det mener DR’s garvede sportsjournalist og fodboldekspert Andreas Kraul, der denne sommer også må siges at have fået en slags nærkontakt af første grad med den påstand.
Det lykkedes i hvert fald sportsjournalisten at sætte sindene godt og grundigt i kog forud for den stadig spæde og igangværende superligasæson.
Her var det især Krauls sæsonforudsigelse for det aarhusianske fodboldflagskib AGF, der trak overskrifter og skabte en del røre blandt fans med hang til ”de hviie”, og DR-journalisten kunne – midt i sin sommerferie – registrere, hvordan han var havnet i en regulær aarhusiansk shitstorm.
Noget som han nu på bagkant fortæller om i et afsnit af Jyllands-Postens AGF-podcast ”Hvid Røg”.
»Det var en form for ”Jylland står i brand”-fornemmelse, som jeg havde, mens jeg gik rundt i Alperne,« siger Andreas Kraul, der var på vandretur i Østrig med kæresten, da det hele pludseligt »eksploderede« i diverse kommentarspor på nettet.
»Det var måske meget godt, jeg var lidt væk. Min udmærkede kæreste, der interesserer sig nul for fodbold – og hun har aldrig nogensinde set en fodboldkamp, før hun mødte mig – hun syntes jo, at det var lige dele morsomt og lige dele ekstremt vanvittigt. Hun blev ved med at spørge: ”Har du bare sagt i en podcast, at du tror, at de bliver nummer 10 ud af 12?”,« genfortæller Andreas Kraul.
Og det var sådan cirka det, han havde sagt i den populære DR-podcast ”Fodboldlisten”.
Her dristede kommentatoren sig til at forudsige, hvad de 12 superligahold ender, når sæsonen er forbi, og der havde Andreas Kraul altså ikke de høje tanker om den sæson, der venter den aarhusianske fodboldstolthed.
Tror ikke jeg kan vise mig i Aarhus
Lige over nedrykningsstregen og en 10. plads spåede fodboldjournalisten aarhusianerne til at få:
»Lad mig endelig tage fejl, men det kan godt blive den her sæson i Vejlby, hvor AGF virkelig skal kæmpe for ikke at rykke ned,« lød det blandt andet fra Andreas Kraul i udsendelsen, der herunder påpegede, at aarhusianernes aldrende trup og et manglende generationsskifte, kan gå hen at blive en reel udfordring for ”de hviie”.
Fra analysen var blev opfanget af DR’s mikrofoner og sendt ud i æteren, gik der ikke længe, før den – i visse kredse – lettere overraskende forudsigelse også havnede i andre medier:
»Tipsbladet laver det, jeg måske vil kalde lidt en clickbait-artikel, der hedder ”DR-ekspert forudser katastrofesæson for AGF og Brøndby”. Og det betyder, at jeg lige i øjeblikket – tror jeg – faktisk stadigvæk ikke kan vise mig i Aarhus,« siger han.
Vækkede rappers indre Greta Thunberg
I skrivende stund og ud fra det nuværende øjebliksbillede virker det dog som om, at Andreas Kraul ikke har set helt forkert i spåkuglen.
For efter blot to kampe – en uafgjort og et nederlag – har aarhusianerne i hvert fald kun fået ét point og ligger øjeblikkeligt på en 8.-plads i stillingen.
AGF-fan, rapper og vært på ”Hvid Røg”-podcasten, Michael ”Jøden” Christiansen medgiver, at Krauls forudsigelse til at starte med forargede ham, men nu virker den nærmest helt tillokkende:
»Min indre Greta Thunberg sagde jo: ”How dare you. How dare you, hr. Kraul”. Men lige nu er den (10. plads, red.) sgu købt. Hvis du var Låsby-Svendsen så havde jeg satme slået til og spyttet i hånden,« siger han og griner.
»Men det er jo derfor, jeg elsker Aarhus og AGF, og helt oprigtigt ville begræde det voldsomt, hvis AGF ikke skulle være der. For det er jo lige præcis det der med, som jeg altid siger, 20 gode sammenhængende minutter i en træningskamp mod Brabrand, så taler man om, hvorvidt det er bedst at starte på ude- eller hjemmebane i Champions League. Og ét point i to kampe i sæsonstarten, så taler I om, hvordan I skal overleve 1. division næste sæson. Det er meget ekstremerne, der kommer frem lynhurtigt, og det var også det, jeg oplevede med den her power ranking (forudsigelse af sæsonen, red.),« siger Andreas Kraul.
Ifølge DR’s sportsjournalist er der dog også flere AGF-sympatisører i hans omgangskreds, der har ytret flere af de samme bekymringer, som han er kommet med i DR-podcasten.
»Men det er som om, at hvis det bliver sagt højt af andre, så bliver det taget meget ilde op. Man må ikke sige Guds navn, så bliver man stenet ligesom i ”Life of Brian”,« siger Andreas Kraul med reference til Monty Pythons filmklassiker.
Kommentarsporet blev i hvert fald flittigt benyttet til at kritisere fodboldjournalistens analyse – en af kommentarerne har Andreas Kraul dog særligt hæftet sig ved.
»I kommentarsporet er der en fyr, der hedder Henrik, som i sit profilbillede har et AGF-logo, og han skrev, at han vil godt vædde sit hus på, at AGF ikke bliver nummer 10, 11 eller 12 i indeværende sæson. Og nu burde der ligge nogle beskrivelser af, hvor huset ligger eller størrelse,« mener Andreas Kraul i podcasten og griner.
Du kan høre hele afsnittet herunder, hvor Andreas Kraul bl.a. også uddyber sin forudsigelse af AGF’s sæson.