Fortsæt til indhold
Aarhus

Populært bageri har truffet »svær« og »brandærgerlig« beslutning: Lukker om søndagen

Mangel på faglært arbejdskraft har fået Spottag Bakery i Højbjerg til at gå nye veje – og ind på samme vej som bageri 30 kilometer derfra. Der mangler rockstjerne-drys i bagerbranchen, mener Michael Spottag, der dog håber, de nye åbningstider kan lokke nye, unge bagere ind i forretningen.

»Kæmpe, »svær«, »brandærgerlig« – men »nødvendig«.

Beskrivelserne kommer fra Michael Spottag, som er medejer af Spottag Bakery, og ordene opsummerer den vanskelige beslutning, som han og makkeren Claus Zacher Nielsen nu har følt sig nødsaget til at tage for det populære bageri på Kridthøj Torv i Højbjerg – efter langt mere end et års overvejelse.

For fra uge 30 og fremover kommer bageriet til at holde lukket om søndagen.

Det er konsekvensen af mangel på faglært arbejdskraft, og håbet hos ejerne er, at man med de nye åbningstider samtidig kan gøre sig til en mere attraktiv arbejdsplads for en ny generation af bagere og konditorer.

»Vi har også diskuteret, om det skulle være mandag, hvor vi holdt lukket i stedet. Men problemet ved det er, at det ikke løser problemet – det bliver vi ikke en mere attraktiv arbejdsplads af,« siger Michael Spottag.

Beslutningen er dog ikke drevet af krise – tværtimod.

Du kan strække en elastik i en periode, men på et eller andet tidspunkt så springer den jo, og vi har simpelthen taget den her beslutning for at undgå at elastikken springer
Michael Spottag, medejer af Spottag Bakery.

Ikke én ansøgning

For forretningen har aldrig haft flere kunder, og der langes flere bagerposer over disken i dag end ved åbningen i 2021.

Men siden lidt før jul har bageriet søgt efter nyt faglært personale – men ikke én eneste henvendelse har man fået:

»Som i ingen,« understreger Michael Spottag og tilføjer:

»Altså vi får nogle henvendelser fra nogen, som er ufaglærte, de kommer eksempelvis fra Ukraine, og alt ære og respekt for dem, men vi har behov for nogle faglærte. For der er så mange forskellige produkter, de skal kunne lave – og det gør det bare svært, hvis de ikke har en faglig uddannelse. Men dem får vi simpelthen ikke,« siger han.

Michael Spottag og Claus Zacher Nielsen har truffet svær beslutning. I fremtiden kommer det populære bageri i Højbjerg, Spottag Bakery, til at holde lukket om søndagen. Pressefoto

Her er håbet, at man nu kan blive en mere interessant arbejdsplads for unge faglærte bagere, fordi man kan tilbyde medarbejderne at få fri hver eneste søndag og hver anden weekend.

»Mange (unge, red.) vælger catering eller kantine, fordi arbejdstiderne i bagerfaget er for barske. Men hos os kan man nu få fri hver søndag og hver lørdag aften. Det er en luksus i vores fag,« siger Michael Spottag.

Og så ser man det også som en fremtidssikring af foretagendet og trivslen blandt bageriets i forvejen 12 medarbejdere i produktionen.

»Lige nu har vi eksempelvis en, der er sygemeldt, og sådan er det jo – folk kan blive syge. Og det ser også okay ud lige nu med at dække ind for hinanden – og vi har virkelig nogle gode medarbejdere, som har hjulpet alt det, de overhovedet kan. Men du kan strække en elastik i en periode, men på et eller andet tidspunkt så springer den jo, og vi har simpelthen taget den her beslutning for at undgå at elastikken springer,« siger Michael Spottag.

Ikke helt vilde med det

Når det så alligevel stadig har været en svær beslutning at træffe, og én der har været mere end et år undervejs, så drejer det sig også om – måske ikke så overraskende for nogle – at søndagen er en indbringende dag for bageriet i Højbjerg.

»På den måde er det sgu heller ikke en beslutning, vi er helt vilde med. Det kan jeg lige så godt være ærlig at sige,« siger Michael Spottag.

»Og det er enormt ærgerligt, fordi der er masser af kunder, der rigtig gerne vil have vores produkter, men vi kan simpelthen ikke levere dem nu,« siger han.

Kunderne kommer til at blive mødt af en lukket dør søndag, når de i fremtiden kigger forbi bagerforretningen på Kridthøj Torv i Højbjerg om søndagen. Arkivfoto: Mads Andreas Frost

Spottag Bakery ved også godt, at beslutningen kommer til at betyde noget for deres kunders brødrutiner i weekenden.

»Det er et indgreb i folks søndagsvaner, når vi ikke længere har åbent. Men vi lover, at gøre det så nemt som muligt at tage bagerstemningen med hjem. Vi kommer med nye tiltag som rundstykker, der bare skal bages færdig hjemme og andre gode sager, man kan forberede lørdag og nyde søndag. Det håber vi er med til at gøre det nemmere for kunderne,« siger Claus Zacher Nielsen.

Kedelig trend

Spottag Bakery er ikke de første i det østjyske, der nu føler sig nødsaget til at holde lukket på den ellers normalt indbringende søndag, og hvor mange står og skal have rundstykker til kaffen.

Bageriet Mester Jacob i Hadsten tog nemlig samme drastiske beslutning for nylig, efter man efter flere års søgen ikke var lykkedes med at finde en bagersvend eller lærling til bageriet:

»Jeg har haft én fri søndag på to år, og jeg har en medarbejder, der ikke har haft fri om søndagen i et halvt år. Der har altid manglet nogen, og når man arbejder hver weekend i en måned, bliver man træt. Folk gider ikke arbejde hver weekend længere, når man har små børn, der skal til fodbold og håndbold, og familiefester er altid i weekenden,« sagde Jacob Overgaard, indehaver af Mester Jacob i Hadsten, til Din Avis Favrskov.

Kigger man på antallet af elever på bager- og konditoruddannelsen på landsplan, så er antallet af elever også faldende.

I marts 2021 var 821 studerende på landsplan i gang med en bager- og konditoruddannelse ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Men i 2025 – fire år senere og samme tid på året, er der kun 607, der er i gang med uddannelsen. Det er et fald på 26 procent.

»Jeg synes virkelig, det er ærgerligt, men det er jo ikke bare noget, der sker i vores branche. Det er jo et samfundsproblem langt hen ad vejen,« siger Michael Spottag fra Spottag Bakery.

»Dengang jeg var på skole – tilbage i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne – der var der jo en seks-syv klasser på hvert semester. I dag har vi elever, der bliver rykket forskellige steder hen, fordi de ikke kan samle et helt hold,« siger han.

Mangler rockstjerne-drys

Ifølge Michael Spottag er en af forklaringerne på de manglende faglærte bagere, at de fleste unge i dag tager en gymnasial vej, noget som var langt mere sjældent, hvis man går flere år tilbage i tiden:

»Men jeg synes fra min stol, at det er enormt ærgerligt for faget, at vi ikke har fået solgt, hvor fantastisk det her fag er. Det har vi heller ikke været dygtige nok til som branche. Det er også et problem. Hvis du ser kokkene til sammenligning, så er mange af dem jo nærmest rockstjerner, og det er bagere jo slet ikke på samme måde. Så der er ingen tvivl om, at branchen også er nødt til at kigge indad.«

»Men der hvor jeg sidder i dag, kan jeg bare ikke løse den opgave. Så jeg er nødt til at leve med, hvordan vilkårene er – og det er det, vi nu forsøger at handle på,« siger Michael Spottag.

Men hvis du skulle sælge faget nu og her, hvad er det så, der er så fantastisk ved at være bager?

»Det er jo et enormt kreativt fag. Og det er et fag, hvor du får respons med det samme. Når vi laver en kagemand til folks børn, og de kommer og henter den, så er de glade. Det er enormt tilfredsstillende. Eller når du har stået og lavet jordbærtærter og sætter kagerne ind og hele disken bare spiller, så får du en følelse af tilfredsstillelse med det samme. Og det er jo det samme, kokkene oplever.«

»Det er jo, at man får en tilfredsstillelse med det samme – modsat hvis du bygger Storebæltsbroen, så kan du først se resultatet om fem år,« siger Michael Spottag.

Søndagslukningerne træder officielt i kraft hos Spottag Bakery fra uge 30 og frem, men bageriet oplyser også, at man kommer til at må holde lukket i uge 28–29 pga. gulvrenovering.