Fortsæt til indhold
Aarhus

15-årig sigtet for besiddelse af ulovlige kanonslag

Politiet opfordrer til at gå langt uden om ulovligt fyrværkeri af enhver art.

JP Aarhus

Myndighederne har op til nytår skærpet opmærksomheden omkring ulovligt fyrværkeri, og da politiet tirsdag formiddag modtog en anmeldelse om, at en gruppe unge drenge angiveligt fyrede kanonslag af ved Starupvej i Malling, blev der sendt en patrulje til stedet.

Ved politiets ankomst observerede betjentene tre drenge, som forsøgte at flygte fra stedet – to på knallert og en til fods. Flugten varede dog ikke længe, da knallerten væltede på et græsareal, hvorefter politiet fik dem indhentet.

Føreren blev tilbageholdt, og han fik efterfølgende sine to venner til at komme retur. Sammen kunne de tre drenge fremvise en pakke med kanonslag, som de havde liggende i knallertens hjelmrum.

Den ene af de tre – en 15-årig – blev sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven, og de i alt 13 kanonslag blev beslaglagt med henblik på destruktion. Drengens forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om episoden.

Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten onsdag, at det i den kommende tid vil have et skærpet fokus på ulovligt fyrværkeri og opfordrer kraftigt til, at man hverken køber eller sælger fyrværkeri fra andre steder end godkendte forhandlere.

Hvis man som borger bliver gjort bekendt med køb og salg af ulovligt fyrværkeri, hører politiet gerne om det på telefonnummer 114.