Nyt kvarter koster varme senge for hjemløse i Aarhus: Nu vil rådmænd finde en løsning
To rådmænd er uenige om, hvem der har ansvaret for, at Aarhus Vinterherberg ikke kan give hjemløse en seng at sove i til marts på grund af byudvikling. Begge garanterer en løsning.
Byggestart af nyt boligkvarter i Aarhus har sat gang i problemer, som der tilsyneladende ikke var taget højde for.
De nye boliger skal ligge ved det gamle amtssygehus på Tage Hansens Gade ved Viborgvej i Aarhus C. Problemet er, at der i de kolde måneder ligger et vinterherberg for byens udenlandske hjemløse.
På grund af projektets starttidspunkt bliver herberget nødt til at lukke en måned før end planlagt. Det frustrerer lederen af vinterherberget, Martin Overgaard, som frygter, at temperaturen stadig er så lav til marts, at det kan være decideret livsfarligt at lade hjemløse sove på gaden.
Hvem har ansvaret?
Vinterherberget hører under Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, men da vi kontakter magistratsafdelingen rådmand, Anders Winnerskjold (S), er han noget overrasket over herbergets situation.
»Jeg var ikke helt bekendt med problemstillingen før nu,« svarer han og tilføjer:
»Først og fremmest, så er det jo Teknik og Miljø, der har truffet den beslutning. Det er ikke min forvaltning. Derfor har jeg også tænkt mig at kontakte min rådmandskollega, Nicolaj Bang (K), for at se, om det ikke er muligt at finde den sidste måned og få afsluttet det her ordentligt.«
Men heller ikke Nicolaj Bang var klar over, at byggeriets start ville sende hjemløse på gaden før tid.
»Jeg hørte først om det, da jeg fik en henvendelse fra Anders Winnerskjold om, at vi skulle kigge på det her. Det er Sociale Forhold og Beskæftigelse, der har ansvaret for det område,« svarer Nicolaj Bang.
Han påpeger, at sagen med byudviklingen ved det gamle amtssygehus håndteres på embedsmands-niveau.
Der har ikke været fokus på, at de hjemløse mister en måned med en varm seng og et varmt måltid i vinterperioden. Er det ikke en fejl, at der ikke er taget hensyn til de hjemløse i byggeprojektet?
»Den del er du nødt til at tale med Sociale Forhold og Beskæftigelse om,« siger rådmanden for Teknik og Miljø.
Men det er jo ikke dem, der bygger.
»Nej, men det er dem, der har ansvaret for området. Jeg har ansvaret for, at planer hænger sammen. Når jeg får en henvendelse fra Sociale Forhold og Beskæftigelse, at der er et problem, så finder vi en løsning. Men hvordan processen har været før, at den rammer mig for nogle få dage siden, det ved jeg ikke,« understreger Nicolaj Bang.
En seng at sove i
Planerne for byggeriet er, at det nye kvarter skal have 200 lejligheder til familier, unge og ældre. Boligerne skal give flere aarhusianere tag over hovedet.
Begge rådmænd er også sikre på, at en løsning for de hjemløse kan findes meget snart, så de sikres tag over hovedet.
»Jeg kan garantere, at løsningen ligger klar inden jul,« slår rådmanden for Teknik og Miljø fast.
Samme optimisme er der at finde hos rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
»Vi skal nok finde et alternativ, på den ene eller anden måde. Først og fremmest vil jeg afsøge muligheden for at finde en løsning hos min rådmandskollega. Budskabet fra mig er stadigvæk, at alle skal kunne sove med tag over hovedet i Aarhus,« siger Anders Winnerskjold.
Embedsværket for de to rådmænd er lige nu i fuld gang med at finde løsninger. Om vinterherberget kan blive, eller det skal rykke i midlertidige lokaler for marts måned, er endnu ikke sikkert.
»Vi ønsker at gøre det mindst muligt svært for de her mennesker, så der arbejdes på højtryk,« forsikrer Nicolaj Bang.