»Man har ikke forstået den grønne omstilling, hvis man tror, at man kan løse den på bekostning af naturen«

Der var bid med det samme.

Frank Erichsen var pavestolt, da han på en fisketur med et grønlandsk ægtepar for år tilbage hev en stor fjordtorsk – en såkaldt uvak – på land.

Fiskens størrelse er dog ikke det, der står stærkest i hans hukommelse i dag.

Det er i stedet det grønlandske ægtepars uimponerede blikke.

Hvad skulle de med hans fjordtorsk? De ville have havørred og havtorsk. Det grønlandske hav vrimlede af liv, og de kunne selv vælge, hvilken fisk de ville fange.

Den historie ligger Frank Erichsen på sinde i dag.

I mange år har de danske farvande været præget af iltsvind og dalende fiskebestande. Det fik Frank Erichsen for alvor øjnene op for i sommer, da han tog et dykkercertifikat og begyndte at undersøge havets tilstand.

Ud over at være kendt fra programmet ”Frank & Kastaniegaarden” er Frank Erichsen også vært på programmet ”Giv os naturen tilbage”, der kæmper for at få mere vild natur i Danmark. Dykkercertifikatet tog han for at kunne være med, når tredje sæson sætter fokus på havets kritiske tilstand.

»På land er det meget tydeligt, at der er noget galt. De fleste har lagt mærke til, at der ikke er lige så mange sommerfugle i haven og insekter på vindskærmen. Det, der er svært med havet, er, at det ser pissegodt ud. Men under den flotte solnedgang og bølgerne er der et hav, der har det forfærdeligt.«

Ålebugten

Der ligger et lille græskar på passagersædet i Frank Erichsens støvede Opel Vectra.

»Det er vist, hvad man kalder en rigtig bondebil,« siger Frank Erichsen med et skævt smil og begynder at bytte gammeldags træredskaber i bagagerummet ud med våddragter og svømmeudstyr.

Græskarret var med hele vejen til et foredrag på Sjælland og tilbage igen. For selvom Frank Erichsen endnu driver det selvforsynende landbrug, der er tonet frem i danske tv-stuer i 15 år, fylder formidling en stadig større del af hans arbejde.

Imens Djurslands bakker suser forbi os, kommer ordene – og tankerne – om programmet ”Giv os naturen tilbage” i en lind strøm. De første to sæsoner kredsede om landet. Om at give plads til vild natur i parcelhushaver og om at genslynge åer. Alligevel var der en del af den danske natur, der spøgte, fortæller han.

»Imens vi lavede sæson to, blev det sværere og sværere at komme uden om. Det var det naturlige næste skridt for os: havet,« siger Frank Erichsen og styrer bondebilen mod et sted, der gemmer på en del af forklaringen på, hvorfor det står skidt til med havet i dag. Ålebugten.

»Det hedder ikke Ålebugten, fordi nogle engang fangede én ål der, men fordi hele Grenaa sandsynligvis plejede at skovle ål i det område. I dag er der meget lidt liv,« siger Frank Erichsen, der dog ikke kan huske de dage, der gav Ålebugten sit navn. Og det er netop den ene af havets to store udfordringer.

Vores hukommelse.

»Vi, der sidder i den her bil, har meget svært ved at huske mere end 30 år tilbage. Og derfor har vi kun en flig fornemmelse af, hvor sindssygt mangfoldig naturen i Danmark engang var.«

»I gamle dage plejede det jo at være sådan, at karle nogle steder i landet fik med i deres kontrakt, at de højst måtte få serveret fisk et par gange om ugen. Det vrimlede med laks og sild dengang,« siger Frank Erichsen, imens vi triller ned ad en bakke forbi strandenge og græssende køer.

Ned til havet.

»Vi er en havnation, og vi er forbundet til havet af et brugsbånd. Men de småbådsfiskere, der bruger havet i dag, har gråt hår på toppen. For dem er havet en stor del af deres identitet. For generationerne efter dem er det ikke. Og hvorfor skulle det også være det? Der er jo ikke nogen fisk at fange. Vi skal finde en anden måde at få et bånd til havet,« siger Frank Erichsen, der i samarbejde med Tænketanken Hav og Syddansk Universitet har søsat en kampagne for at plante ålegræs i hele landet til næste år.

»At plante ålegræs er kun en af de her mange små trædesten. Det er ikke løsningen. Løsningen kommer kun, hvis der er mange, der engagerer sig i havet, og derfor også stiller større krav til vores politikere og de mennesker, der bestemmer, hvordan vores hav ser ud.«

»Har I nogensinde hørt om en tangspræl?«

Frank Erichsens øjne lyser op.

»Har I nogensinde hørt om en tangspræl?«

På stranden ved Ålebugten står vinden stift ind fra øst og får himmelblå bølger til at bryde i glimtende hvide skumsprøjt.

»Det havde jeg heller ikke og det af den simple årsag, at jeg aldrig har spist den,« siger Frank Erichsen fra en træbænk i ly for vinden.

Den lille, farvestrålende fisk så Frank Erichsen på sin allerførste dykkertur. Siden er den dukket op flere gange, også her i Ålebugten.

Frank Erichsen lader blikket falde på havet og de rullende bølger.

»Det er fandeme eksotisk at være dernede. Uanset hvor elendigt havet har det.«

I forbindelse med optagelser til tredje sæson af ”Giv os naturen tilbage” har Frank Erichsen opsøgt nogle af de steder i de danske farvande, der har det hårdest.

Han har både undersøgt Vejle Fjord, der er så præget af iltsvind, at søstjerner og krabber må klatre op ad døende muslingeanlæg for at kunne trække vejret. Og han har dykket ved moler i Lillebælt, hvor det eneste tegn på liv var de mange tabte fiskekroge, der lå og glimtede på bunden.

Det er enkeltstående symptomer på, at havet har det dårligt. Men det er ikke her, at løsningen kan findes. I stedet skal man se på helheden af vores natur.

I politik er der dog en tendens til at ville skille ting ad. Det er havets anden store udfordring, mener Frank Erichsen.

»Det er vanvittigt, at vi har en udenrigsminister, der mener, at hensyn til naturen bremser den grønne omstilling. Det er et skoleeksempel på manglende helhedsforståelse,« siger Frank Erichsen og henviser til, at Lars Løkke Rasmussen i oktober i et interview i Politiken argumenterede for at løfte biodiversitets- og naturhensyn »fri af vores prioritet, der handler om, at vi skal have noget grøn omstilling«.

»Man har ikke forstået den grønne omstilling, hvis man tror, at man kan løse dele af den på bekostning af naturen, så har man vist, at man ikke kan tænke i helheder.«

»Selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad vi kan, for vores natur uden at tænke på egen gevinst. Alt andet ville være usselt, fattigt og ikke værdigt for et så rigt land som vores. Det skal slet ikke være et spørgsmål, om der skal være vindmøller i Vadehavet. Det er ikke en grøn omstilling,« siger Frank Erichsen og påpeger, at politikere langtfra er de eneste, der ikke ser helheden.

»Det er virkeligt, virkeligt svært at komme uden om landbruget.«

Verden er ikke så enkel

Frank Erichsens eng er oversvømmet. Sådan helt oversvømmet. Sådan mudder helt op til kanten af gummistøvlerne, hvor-er-åen-egentlig-henne-oversvømmet.

Og det hænger på en måde sammen med den stejle læringskurve, han har været på over de seneste 10 år. En læringskurve, som gjorde, at han valgte at sige ja til at deltage i ”Giv os naturen tilbage”.

»I mange år tænkte jeg, at den måde, vi drev Kastaniegaarden, var lige så god som vild natur. Men desværre er verden ikke så enkel. Et landbrugs hovedformål er at producere mad. Hvis det virkelig handlede om at gøre noget for naturen, er det bedre at lade den være.«

I stedet mener Frank Erichsen, at vi skal give meget mere plads til uforstyrret natur og forstå de enkelte dele af naturen, som en del af et hele.

»Vi skal se på vores land med helt andre, meget mere nuancerede øjne. Vi skal forstå, at ådalen er også en del af det hav, der ligger længere ude. Og så skal vi øve os i at give naturen førsteret.«

I 2013 genslyngede de åen på Kastaniegaarden. Nu slanger den sig gennem engen, hvor de to sortbrogede jyske malkekøer græsser.

Det betyder, at vandet løber langsommere, at næringsstoffer fra landet i meget mindre omfang ender i havet, at der er flere ørreder, og måske også, at der er kommet storke på Kastaniegaarden som et af kun 10 steder i Danmark.

Det betyder også, at engen bliver oversvømmet, når det regner. Og at Frank Erichsens hverdag er lidt mere mudret – og måske også lidt mere besværlig.

Men det gør ham ikke så meget.