Fortsæt til indhold
Aarhus

Byttecentral i centrum drejer nøglen om efter otte år

Reuse lukker i 2024. I stedet skal aarhusianere kunne samle gratis ting på alle seks genbrugsstationer i kommunen.

Efter otte år med adresser på først Godsbanen og siden sydhavnen lukker genbrugsstationen Reuse i 2024.

Det skriver Kredsløb i en pressemeddelelse.

Det er »for at gøre plads til nye former for genbrug endnu tættere på aarhusianerne og deres hverdag,« skriver forsyningsselskabet.

»Reuse startede i 2015 som en prøveballon for en ny måde at udveksle genbrug på, og det viste sig hurtigt, at man havde fat i et koncept, der passede godt ind i Aarhus som en slags epicenter for genbrug og reparation af brugte ting. Siden er der kommet mange nye måder at udveksle genbrug på – både fysisk og på nettet, og derfor er tiden inde til at give plads til nye koncepter for genbrug, der kommer endnu tættere på aarhusianerne og deres hverdag,« udtaler Lars Banke, der er chef for genbrug i Kredsløb.

Som alternativ peger selskabet på den såkaldte Bytteboxen placeret flere steder i byen. Det er små overdækkede rum, hvor man kan stille ting, som man tænker, at andre kan have gavn af.

Samtidig er der åbnet for, at der kan udveksles genbrug og byggematerialer på genbrugsstation i Lisbjerg og en nyåbnet genbrugsstation i midtbyen.

Brugt service til unge

Ud over at formidle brugte ting mellem aarhusianerne har Reuse også stået for undervisning i affald og genbrug. Derudover har frivillige og ansatte løbende stået for arrangementer. Reuse har bl.a. haft et rullende værksted, hvor man gratis kunne få repareret sine ting, og i 2017 kunne unge i Aarhus hente »startpakker« til køkkenet med brugt service.

»Jeg er stolt af, at det via vores medarbejdere og frivillige er lykkes at drive konceptet i så mange år. Vi har virkelig nydt godt af det store engagement fra både vores medarbejdere og alle de frivillige, der sammen har gjort deres bedste for at gøre Reuse til et godt sted at komme. Uden dem og deres store indsats var det ikke blevet til så mange gode år i Aarhus, så det skal der lyde en stor tak for,« udtaler Lars Banke.

Kredsløb skriver, at lovkravene fremadrettet bliver skærpet i hele landet, så der skal etableres områder, hvor kunderne har mulighed for at udveksle genbrug direkte. Derfor arbejder forsyningsselskabet videre med, hvordan man bedst muligt kan tilbyde mulighed for genbrug på alle seks genbrugsstationer i kommunen i løbet af 2024.

»Vi har i forvejen gode muligheder for at genbruge direkte i Aarhus, men det er stadig et område med plads til udvikling, hvor vi tror på, at vi i årene frem kan komme med nye måder at genbruge på, som passer endnu bedre ind i hverdagen og tilværelsen hos aarhusianerne – uanset om du bor i midtbyen eller i forstæderne,« siger Lars Banke.