Fortsæt til indhold
Aarhus

Designklassikere mangler sin ejermand

Hos Østjyllands Politi står der en særdeles kostbar stol og samler støv. Mystikken omkring den er fortsat intakt.

Hans J. Wegner designede Bamsestolen i 1951, og siden da har den udviklet sig til en decideret klassiker indenfor dansk møbeldesign.

Med tårnhøje auktionspriser og stor efterspørgsel på møblet er det lidt af et særsyn, at et eksemplar nu mangler en ejermand.

Østjyllands Politi efterlyste mandag eftermiddag ejeren eller ejerne af en ternet Bamsestol, to PH-lamper og noget sølvtøj.

Genstandene endte i politiets varetægt i august efter en ransagning på en adresse i Aarhus-området.

Hos politiet formodes det, at genstandene er stjålne.

»På den anden side af 150.000«

Politiet har ikke foretaget en vurdering af genstandene, men hos auktionshuset Bruun-Rasmussen har de en del erfaring med at vurdere og bortauktionere danske designklassikere.

Vurderingssagkyndig ved Bruun-Rasmussen Esben Skov Jensen oplyser, at en brugt Bamsestol, som den politiet efterlyser ejeren på, vil koste mellem 80.000 og 90.000 kr. på en auktion.

Hvis man ønsker at erhverve sig en ny Bamsestol, er prisen »på den anden side af 150.000 kr.,« fortæller han.

Bamsestolen sælges for en nypris på over 150.000 kr. Foto: Østjyllands Politi
Disse to PH-lamper savner også sin ejermand. Foto: Østjyllands Politi

Udover Bamsestolen efterlyses også ejeren til to PH-lamper af typen 3½-3 pendel.

Lamperne ville på auktion koste omkring 10.000 kr. stykket, vurderer Esben Skov Jensen.

Der er dermed tale om genstande til en samlet værdi af mindst 100.000 kr.

Fortsat uden ejer

Trods den høje værdi har ingen potentielle ejere henvendt sig til politiet tirsdag eftermiddag.

Derfor er både Bamsestol, PH-lamper og sølvtøj stadig i politiets varetægt.

Hvis du mener, at de bekostelige genstande tilhører dig, kan du kontakte politiet på 114.

Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, hvorvidt der er foretaget sigtelser i sagen, men oplyser, at to mænd er mistænkt for at have begået indbrud, tyveri eller hæleri.