Aros inviterer alle interesserede med ind i ”The Dome”
Den sidste glasfiberskal er sat på plads i ”The Dome”, og derfor inviterer Aros for første gang på et kig ind i den nye kupel. En animeret video viser, hvad det hele skal ende med.
Kuplen på kunstværket ”The Dome, a Skyspace by James Turell” er nu så færdigbygget, at Aarhus Kommune og Aros tirsdag åbner dørene, så de, der har lyst, kan komme med ind i kuplen.
»”The Dome” har rejst sig foran Aros, og nu er tiden inde til at takke de mange dygtige og engagerede mennesker, der har bidraget til værket. Samtidig vil vi gerne invitere hele byen til at få et unikt indblik i, hvad der venter,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice Mahad Yussuf (R).
Kan du ikke vente på at se værket live, kan du her tage et smugkig på den oplevelse, der er målet.
De første af i alt 30 glasfiberskaller, der nu udgør værkets kuppel, ankom til Aros den 4. september. Mindre end tre uger senere kunne Per Aarsleff så montere kuplens sidste glasfiberskal på det, der bliver verdens største skyspace i museumskontekst.
Museumsdirektør på Aros Rebecca Matthews glæder sig til at invitere folk med ind i kuplen for at fejre både folkene bag og det nye værk.
»”The Dome” er skabt af en af vor tids største kunstnere, og værket er i en skala, vi kun meget sjældent ser opført i Danmark. Besøgende kan se frem til en ganske særlig kunstoplevelse, der opløser tid, sted og almindelige naturlove. Det siger næsten sig selv, at det også kræver en ganske særlig indsats at opføre sådan et værk: Arkitekter, ingeniører, teknikere og håndværkere har måttet tænke kreativt og strække sig ekstra langt, og det er jeg glad for, at vi kan fejre med rejsegildet,« siger Rebecca Matthews, museumsdirektør på Aros.
De kæmpemæssige glasfiberskaller, som til sammen udgør ”The Dome”, er 21 meter lange og skabt af EM Fiberglas. Hver især vejer de 1.100 kg. Det samlede værk mangler stadig, at glasfiberskallerne overstrøs med 40 centimeter beton samt jord. Først derefter kan James Turrell færdiggøre værket med sine karakteristiske lysinstallationer indvendigt i kuplen.
Når byggepladsen ved ”The Dome” tirsdag kl. 15.30-18.00 åbner for besøgende, vil de fremmødte have mulighed for at se værket tæt på, fornemme dets skala og proportioner og opleve den overvældende lyd, der er i kuplen, før det indvendige arbejde på kunstværket begynder.
Aros oplyser, at arrangementet er gratis at deltage i og ikke kræver tilmelding.