Fortsæt til indhold
Aarhus

Maraton i rutsjebaner

To af Djurs Sommerlands største og mest populære rutsjebaner, Piraten og Juvelen, kan i år fejre henholdsvis 15 og 10 års jubilæum. Det markerer forlystelsesparken med en særlig event til den årlige begivenhed Roller Coaster Week i uge 31.

I løbet af ugen, hvor gæster med Sæsonkort eksklusivt får adgang til parkens rutsjebaner en time før åbning, holder Djurs Sommerland Rutsjebane-maraton for allerførste gang. Her dystes hele dagen om, hvem der kan sidde længst tid i Piraten og Juvelen, skriver sommerlandet i en pressemeddelelse.

Med en samling på hele ni forskellige rutsjebaner er Djurs Sommerland en af favoritterne blandt fartglade gæster fra ind og udland.

Baggrunden er denne:

Det var en historisk satsning, da de to brødre, Michael B. Nielsen og Henrik B. Nielsen i det familieejede sommerland, for 15 år siden tog beslutningen om at investere 55 mio. kroner i Piraten. Rutsjebanen, som er designet og produceret af schweiziske Intamin Amusement Rides. Den var et nybrud på den europæiske rutsjebane-scene., og siden åbningen i 2008 har entusiaster og eksperter fra hele verden rejst til Nimtofte for at opleve den.

»Piraten var startskuddet til vores vækstrejse, og er uden tvivl en af vores mest betydningsfulde investeringer i Djurs Sommerlands historie. Vi er enormt stolte af alle de flotte omtaler og placeringer, som Piraten har opnået i internationale kåringer. Allermest er vi glade for at opleve vores gæsters begejstring både når de prøver Piraten for første, anden eller tiende gang«, siger adm. direktør Henrik B. Nielsen i meddelelsen.

Kun fem år efter Piratens fødsel, gik Djurs Sommerland og Intamin Amusement Rides endnu engang sammen om at bygge en ny rutsjebane. Resultatet blev Juvelen - Danmarks længste rutsjebane, og Europas allerførste Double Launch Coaster.

Som en hyldest og fejring af de to rutsjebaner, holder Djurs Sommerland nu for første gang en rutsjebane-maraton.

Her kan to heldige deltagere fra mandag til lørdag i uge 31 sætte deres udholdenhed på prøve, og se hvor lang tid de kan blive siddende i enten Piraten eller Juvelen. Ud af de i alt 24 deltagere skal der i slutningen af ugen findes en vinder i begge rutsjebaner, som - måske en smule rundtosset - kan gå derfra med et sæsonkort til næste sæson.