Opkald for opkald skal de have snydt ældre for 14,8 mio. kr.
Fire mænd sidder på anklagebænken til første retsmøde i en sag, hvor de er tiltalt for bedrageri og forsøg på bedrageri for i alt 14,8 mio. kr.
Fire mænd har ringet, ringet og ringet.
De mange opkald har ført dem til Retten i Aarhus, hvor de sidder tiltalt for bedrageri og databedrageri af særligt grov beskaffenhed.
De har ringet til ældre mænd og kvinder i hele Danmark og udgivet sig for at være fra deres bank, Nets eller lignende.
»For at undgå misbrug« skulle de ældre udlevere deres kontooplysninger, kortoplysninger og/eller loginoplysninger til Nem-ID, lyder tiltalen mod mændene ifølge anklageskriftet.
Nu sidder de fire mænd, 18-24 år, på anklagebænken i første retsmøde i sagen, hvor de er tiltalt for at have bedraget eller forsøgt at bedrage 424 ældre borgere for i alt 14,8 mio. kr.
Alle fire nægter sig skyldige i samtlige forhold.
Mens mange er svindlet for op imod 100.000 kr., skiller enkelte sager sig ud.
Ét ægtepar har, efter at have udleveret dets oplysninger telefonisk til mændene, fået trukket 445.587 kr. på dets konti. De fleste af pengene er overført direkte fra parrets konto til flere modtagerkonti. Derudover er ca. 50.000 kr. trukket som følge af køb i onlinebutikker.
Den samme fremgangsmåde gør sig gældende i sagens andre sager.
Det tog sin tid at læse anklagen op, fordi forhold omkring samtlige 424 forurettede skulle gennemgås.
Men to en halv timer efter oplæsningens begyndelse, var 424 sager med detaljer om de forurettedes navn, dato for bedraget eller forsøg på samme og beløbet, de ældre borgere er bedraget eller forsøgt bedraget for, ridset op.
Anklageskriftet, som anklageren selv kalder »utraditionelt«, gør sagens omfang åbenlyst. 11 hovedforhold, flere med tabeller, der indeholder adskillige underforhold, udgør størstedelen af dokumentet.