Fortsæt til indhold
Aarhus

Rundspørge i backstage: Vi har ikke selv betalt

JP Aarhus besøgte backstageafdelingen for at finde ud af, hvem der har betalt for gæsternes armbånd. Kun en enkelt af 11 havde selv betalt.

Flere siddepladser, mere overdække, to specialbarer, direkte udsigt til hovedscenen. Bare lidt mere af det hele. Sådan sælger Northside sine backstage-billetter, som kan købes for 3.295 kr. for alle festivalens tre dage og 1.895 kr. for en enkelt dag.

Men hvem vil betale for disse ekstra fordele? Virksomheder, der giver dem til medarbejdere og deres ægtefæller samt bekendte. Det viser Jyllands-Posten rundspørge fredag i backstageområdet.

Avisen talte med fem gæster med backstage-partoutarmbånd og alle på nær én enkelt, der »næsten havde betalt« 3.295 kr., havde fået deres armbånd foræret.

»Jeg er blevet inviteret med af min kærestes arbejdsgiver. Det er fedt at møde nogle folk, man kender,« fortæller Michael Jensen, der ikke vil oplyse, hvem kærestens arbejdsgiver er.

Vil ikke betale så meget

I baren står to kvinder på henholdsvis 45 og 48 år. De vil ikke fortælle deres navne eller på den 48-åriges arbejdsgiver, som har givet dem billetterne. Hun sætter pris på, at der i backstage-afdelingen er gode toiletforhold, lige som at der her er en vinbar, men tilføjer:

»Jeg kunne ikke have drømt om at betale så mange penge ekstra selv.«

Tonerne fra Benjamin Hav & Familien melder sig på scenen, og det sætter gang i hofter hos folk på backstage-terrassen.

Overdækket er ikke nødvendigt i dag, hvor solen står højt på himlen. Udsigten til pladsens største scene, Astra, fejler heller ikke noget. Foto: Stine Schjøtler

Desuden talte avisen med fem, der havde backstagearmbånd til fredag. Ingen af de fem havde selv betalt for herlighederne i det eksklusive backstage-område. Fire grupper fik billetterne gennem arbejdet, mens to kvinder ved baren fik dem af en bekendt.

Den ene af kvinderne, Victoria Panbay, og hendes veninde, der ikke ønsker sit navn i avisen, fortæller, at de er vant til eksklusive klubber.

»Det er fedt, at det er eksklusivt. Alle kan godt nok købe billetter til backstage, men det er alligevel lidt mere eksklusivt. Alle kender nogen, der kender nogen herinde,« siger Victoria Panbay.

Et almindeligt partoutarmbånd koster 2.495 kr., mens en endagsbillet koster 1.395 kr.

Northside skriver til Jyllands-Posten, at de ikke vil oplyse, hvor mange backstage-partoutbilletter, der er blevet solgt.