Aros er tilbage efter corona
Aros Aarhus Kunstmuseum gjorde det bedre end forventet i 2022 takket være flere besøgende.
Aros Aarhus Kunstmuseum har takket være flotte besøgstal landet et årsregnskab for 2022, der vidner om en stabiliseret økonomi efter et par udfordrende år. Museets samlede indtægter nåede op på 75 mio. kr. – 6 mio. kr. højere end budgetteret – og året gav et overskud på 1,2 mio. kr.
514.332 personer købte billet i 2022 – det er 200.000 flere end i 2021 og næsten på niveau med 2019 inden covid 19-nedlukningerne, hvilket glæder museumsdirektør Rebecca Matthews.
»Mange kulturinstitutioner har kæmpet med at få gæster og besøgende tilbage efter covid-19, så jeg er lettet over igen at se vores gallerier, café og shop fyldt med gæster,« siger Rebecca Matthews.
Af årsregnskabet fremgår det også, at de besøgende er begyndt at bruge flere penge i museets kommercielle afdelinger.
Øget egenkapital
Aros’ organisation var desuden i fjor igennem en professionalisering, som bl.a. har resulteret i en ny bestyrelse, ligesom ledelsen nu foruden museumsdirektøren består af en kunstfaglig direktør samt en hr- og økonomidirektør.
Som led i udviklingsarbejdet har medarbejdere og ledelse har været igennem en intern proces, som har ført til museets første 10-års vision. Den vil blive præsenteret om kort tid, lover ledelsen.
Aros øgede egenkapitalen til 6 mio. kr. i 2022. Målet er dog at nå en egenkapital på 10 mio. kr., oplyser bestyrelsesformand Laura Hay Uggla.
»Er der noget, vi har lært af covid-19, er det, at det er afgørende at have et stabilt, økonomisk grundlag, når uforudsete hændelser opstår. Det er også en nødvendighed for at kunne foretage større, fremtidige investeringer, herunder at løfte vores forpligtelse til løbende at investere i kunst til gavn for publikum og kommende generationer,« understreger bestyrelsesformanden.