Uwe Rösler er manden, enhver klub i problemer har brug for
Som en håndværker har Uwe Rösler fikset lækagerne i bygningen, som er AGF. Men det er langt fra første gang, den tyske træner har løftet et hold fra bunden og op til toppen.
Han overtog et hold i ruiner.
AGF havde efter to lovende sæsoner netop færdiggjort en sæson, der fik flere af holdets profiler til at ønske, at de kunne gøre sig usynlige, og at omverdenen blot ville glemme, at holdet var så tæt på nedrykning.
Ud med David Nielsen og ind med det forholdsvist ukendte trænernavn i dansk fodbold. Uwe Rösler. Under tyskerens første pressemøde som AGF-træner så han afslappet ud og jokede med journalisterne. Måske fordi han godt kendte til truppens kvaliteter. Eller måske skyldtes det, at AGF langt fra er den første klub i krise, som Uwe Rösler har overtaget styringen i.