»Jeg har aldrig fantaseret om mere – men jeg har ladet alle andre gøre det i vores fantastiske by«
AGF-lejren bevarede optimismen frem mod medaljekampen og perspektivet i forhold til næste sæson, da gulddrømmen endegyldigt brast efter en vild topkamp i København.
Inden Patrick Mortensen kom med sin opmuntrende afslutningsreplik, stod AGF-anføreren med et tomt blik.
»Det gør fandeme ondt,« sagde angriberen, hvorefter han opsummerede oplevelsen af en af de vildeste kampe, han har deltaget i – først med to mål imod sig inde i Parken, så et comeback til 3-2 mod mesterskabsfavoritten FCK, der til sidst afgjorde kampen til 4-3 med to sene scoringer søndag aften.
»Det er det, der gør mest ondt på mig – vi havde chancerne til at score til 4-2, og hvis vi havde gjort det, havde de nok været færdige. De lignede et hold, der var færdige på det tidspunkt. Men når du ikke kender din besøgelsestid og indkasserer fire mål herovre, så er det svært,« sagde Patrick Mortensen.
Uanset hvad rummede topkampen og nederlaget til FCK en vigtig erfaring i forhold til fremtiden, mener både anføreren og hans træner, Uwe Rösler.