Ubudne gæster plager byggepladser i Østjylland
Fra 2021 til 2022 er antallet af tyverier fra byggepladser i Østjylland steget med over 50 pct. Tømrervirksomheden Egil Rasmussen Århus har flere gange oplevet tyveri af værktøj og benytter nu flere metoder som værn mod tyveri.
De kom i »nattens mulm og mørke«.
Tyvene havde spottet en servicebil fra tømrervirksomheden Egil Rasmussen Århus i en privat indkørsel. Den slags biler bliver brugt til mindre projekter som reparationer for »hr. og fru Jensen« eller småopgaver i lejligheder. Derfor er de ekstra fyldt med værktøj, så alle slags opgaver kan håndteres, forklarer Frank Severinsen, der er værkstedsansvarlig hos entreprenørvirksomheden.
»Alt var fjernet. For 70.000-100.000 kr. værktøj. Det er meget få ting, tyvene ikke tager. Måske en støvsugerslange,« siger han og tilføjer, at hvis han skal opremse værktøjet, der ligger i en servicebil, ville det kræve fem A4-sider.
Tyveriet skete for omkring to måneder siden og skriver sig ind i en tendens med et stigende antal tyverier fra lastbiler og varevogne samt byggepladser.